Skolehistorie

at hun i al Hast maatte fra Vinduet og ned for at hjælpe ham; stundom gik det ogsaa ud over Læreren - men saadant et lille Indgreb fraoven, virkede i al sin Ligefremhed oplivende under Hverdagslivets Dødvande og var til almindelig Fornøjelse baade for de implicerede og udenforstaaende. Havde man haft en Film! - - Men dengang kendte man ikke noget til Film, man »filmede« ikke paa Gaden!
    Mod Vest laa som Krebs paa en Bakke Badensgades Perlerækker af smaa røde Huse, indtagende paa Grund af deres Fordringsløshed, med de smaa velplejede Haver, der holdt hinanden i Haanden helt over til Røde Vej. Skulde der endelig være Tale om en Ramme omkring Skolen, saa var denne ikke af værste Art. Der var noget tækkeligt provinsbyagtigt ved den, som man nok kunde forsone sig med.
    Men saa imod Syd skiftede Billedet atter. Her var først et Stykke med bart (bart er nu ikke det værste, naar kun det giver Udsigt - og det gjorde det her! Men bare bart er heller ikke saa rart). Det bare bestod af flade ubebyggede Grunde, skaaret ud i Kvadrater af makadamiserede Gadeanlæg, der ventede paa, at Huse skulde gro op langs med dem. Og Gader, der saadan venter, er just ikke nogen Pynt for Landskabet. Men her var dog frit Blik ud, og Grundene var grønne i Bunden, og her gik maaske en Ged og græssede med sine smaa yndige Gedekid. Himlen var blaa ovenover, man kunde se den, og man kunde aande dybt og stærkt. Her var lidt af Landlighed, og Indtrykket øgedes ved at se over mod Lergravsvej, hvor smaa rødteglede Huse og en straatækket Bondegaard kom til Syne, hinsides den store Tjørnehæk, som delte Marken imellem Øresundsvej og Lergravsvej, som paa den Tid, ogsaa kaldtes Røde Vej, fordi den oprindelig kun førte hen til en Lergrav, som blev brugt til Aflæsning af forskellige Produkter bl. a. fra en Farve- eller Kemikaliefabrik. Derved fik den den røde Farve, som gav den Navn. Nogen særlig fin Promenadevej var den dog langtfra, om Vinteren var den et ufremkommeligt Morads, hvori Vognene kørte i Bløde, og den stoppede næsten al Færdslen der. Hvordan Skolebørnene slap over,

maa Guderne vide. Nu ligner den ikke sig selv mere - efter at den er blevet brolagt.
    Ogsaa Remisens grønne Lund tog sig yndigt ud i Landskabet og bidrog i særlig Grad til at præge det. Man kunde have ønsket sig Træerne lidt yngre og mere velplejede, Stammerne stod lidt spredt, man havde for meget Gennemkig imellem dem. Men de var jo heller ikke beregnet paa at skulle danne Park. »Remiserne« siges at stamme fra den Tid, da Amager var et godt Jagtrevier, og Kongerne drev Jagt herude. Naar Vildtet blev jaget op, tog det Benene paa Nakken og styrede Farten hen imod disse, de eneste Skjulesteder paa den flade Pandekageø, og her stod Jægerne paa Vagt og knaldede løs - ogsaa med Champagnepropper maaske, naar Jagten var forbi.
    Men hvad var det for en »Obelisk«, der saa ganske umotiveret strækker sig op i Vejret midt i hele Herligheden og mindede om en Gaffel i et Salatfad - det var Vandtaarnet, ja. Det stod saa isoleret der, saa kedeligt, at man kunde have Lyst til at tage det med et Par Kæmpefingre og flytte det om bag Remisens grønne Træer, saa man kun saa Toppen af det. Saa, maaske, det vilde gøre sig bedre. Et Vandtaarn er sjælden nogen Pryd for Landskabet, det er for tyndt og ranglet. Det bør svøbes ind i Vedbend og hylles i Buskadser forneden - med Tiden kommer det vel ogsaa. Men at Bygherrerne har haft Øje for Vanskelighederne med Pynteligheden synes at fremgaa af den mærkelige Vindfløj, de har givet Taarnet. De har indset, at her maatte gøres noget, og saa har de ladet en Kunstner tegne dem et Fortidsuhyre, en Grif med Vinger og Kløer og det hele, og sat den op som Vejrhane. Griffen skal i sig selv være meget god, og billig har den just ikke været - den er tegnet af en Mand, som senere blev Vikar paa Østerrigsgades Skole, Tegnelærer Engmann - men den virker ikke, hvor den sidder. Den er for højt oppe. En af Skolens Lærere, det var H. P. Knudsen, karaktiserede den ved at sige, at den nærmest lignede en Storkerede.
    Saadan var altsaa Skolens Omgivelser.
    Selv laa den nogenlunde frit, og den tog sig godt ud

baade nærved og paa Afstand. Kom man sejlende ned gennem Sundet var Østerrigsgades Skole en af de Bygninger, som let faldt i Øjnene, ja helt oppe paa den anden Side af Trekroner stak den frem som en pyntelig Knast i Amagerlandets flade Profil. Men ogsaa nærved virkede den velgørende med sine rene Linier og sine smukke Gavle (læg Mærke til Sydgavlen!) og sin yndige Loggia ud til Drengegaarden. Ogsaa den svære Tagkonstruktion virker med til at give Bygningen Fylde og Kraft. Og Anneksbygningerne: Inspektørbygningen og Gymnastikhuset, føjer sig smukt ind i Ensembleet til et Hele, som gør Østerrigsgades Skole til en monumental og værdig Bygning, der hviler i sig selv og ikke raaber efter andre.
    Som Skolebygning betragtet var den selvfølgelig dengang saa nogenlunde up to date - nu er den sejlet langt agter ud af andre flotte Skoleslotte, der er rene Eventyrdrømme og rummer Vidunderligheder af Hjælpemidler, som faar en til at skælve af Beundring og - Forundring. Men her var altsaa baade Baderum og Sløjdlokale - i Kælderen - og Tegnesal og Skolekøkken - i Tagetagen. Der var 27 Klasselokaler, og de var hyggelige og lyse, men ikke rummeligere end ligetil. Det kneb saaledes med at faa Dørene til at gaa helt tilbage, naar de aabnedes. De stødte - til stor Forskrækkelse for Arkitekten (Hr. Langballe) - imod Bordene. Men da det kun drejede sig om mindre end en Centimeter, blev det let ordnet. Bordene var nemlig »Vippeborde« der kunde vippes over paa Enden for at faa fejet under dem, saa der skulde være en bestemt Aftand mellem Rækkerne, da »Øjerne« til Vippemekanismen var skruet fast paa Gulvet.
    Dengang besørgedes Rengøringen af Skolebetjenten og hans Kone -- hvilken Sparsommelighed! Man maa slaa Hænderne sammen af Forbavselse, naar man nu overværer en Rengøring! Men som sagt, det var Skolebetjentens Arbejde, og det gik. Ja, naturligvis gik det - lidt hurtigt maaske, men Herregud en hel Bygning at feje

hver Aften! - Og saadan har det gaaet fra før Arilds Tid. Jeg mener ikke paa Østerrigsgades Skole alene, men over hele Byen, ja hele Landet. Jeg erindrer en Gang fra min Seminarietid, at jeg havde glemt en Bog og vendte tilbage for at hente den, just som Fejningen sluttede. Jeg har aldrig set en saadan Taage, som den, der mødte mig, da jeg aabnede Døren til Klasseværelset. Det var, som om en Blæsebælg havde hvirvlet Aarhundreders Støv op i Luften, hvor det hængte og prøvede paa at falde ned igen. Og endda døde vi ikke! - Men det var nu ogsaa Toppunktet af, hvad jeg har set i den Retning. Skolebetjentfejningen var saamænd rigtig god efter den Tids Forhold. Men naturligvis maatte man komme dertil, at et saadant Rengøringsarbejde ikke lod sig udføre paa den Maade (eller med Sandstrøning paa Gulvene som inde i Prinsessegade). Og vips! saa fandt man paa det -- »Dustless Oil!« ... men det kommer jeg senere tilbage til. Jeg bevæger mig endnu i »Vippebordenes« Tid, da Skolebetjenten gik omkring og »vippede« med den ene Haand og fejede med den anden. Men for at det kunde lade sig gøre, maatte Blækhusene være rene Vidundre af Skabning, saa de ikke gav Vædsken ud, fordi de gik »over Stag« - og det var de da ogsaa, de havde, om jeg saa maa sige, en krum Hals i den ene Ende. Ad den fik de Blækket ind, men de gav det vanskeligt ud igen ... end ikke, naar Børnene skulde dyppe; de klagede tit over, »at de ikke fik noget paa«.. . Og for meget fik de heller ikke, ikke mere end strengt nødvendigt. Men det var just Dyden ved dem. De var sparsommelige, kunde ikke vælte, og Blækket fordampede ikke i dem. Men de var vanskelige at fylde.
    Naa, saa oprandt da den store Dag, da Skolen stod færdig og skulde tages i Brug. Aabningsdagen var Mandag den 13. August, første Skoledag efter Sommerferien 1906. Der skulde ikke læses fuldt ud den Dag. Børnene og Lærerne var tilsagt til at møde i de gamle Lokaler for at samle og bringe Klassens Materiel hen til den nye Skole.

Saa saa man da hin Mandag Morgen Klassse efter Klasse rykke ud fra deres midlertidige Boliger og i samlet Procession marchere ned ad Holmbladsgade, ned til Skolen, hvor de mødtes med andre Processioner, der kom ad Ungarnsgade, ovre fra Frankrigsgade, Øresundsvej og gamle Sundbyøster Skole, alle med »Kamelerne« fuldt belæssede. Der var nok, der vilde være »Kameler«; det var jo en stor Ære.
    Der blev et lystigt Rykind.
    Klokken 10 og 3 hævedes saa Skolen, henholdsvis for Formiddags- og Eftermiddagsbørnene; for først den næste Dag skulde Indvielseshøjtideligheden foregaa. Den blev dog ikke særligt imponerende. Børnene samledes i Gymnastiksalen, hvor Skoledirektør Bauditz holdt en kort Tale til dem og endte med at sige: »Kan i saa raabe et Hurra for eders nye Skole?« - Et rungende Hurra lød, og Skoledirektøren sluttede med de Ord: »Det var godt, lad mig se, at I kan gøre alt andet lige saa godt som det!« -- hvorefter Børnene og Lærerne i Stilhed vendte tilbage til Klasseværelserne og tog fat paa Undervisningen.
    Overgangen fra vore hidtidige Lokaler til den nye Skoles høje og lyse Værelser var i høj Grad behagelig baade for Børnene og Lærerne, og der lød idelig Lovtaler, især over Udsigten. En Dag hen i Efteraaret gjorde vi bl. a. den Opdagelse, at man ganske tydeligt kunde se Lunds Domkirke oppe fra Tredjesals-Værelserne, Luften var da tilstrækkelig klar, og Inspektøren maatte i den Anledning derop med sin Kikkert. - Alle bad til, at vi maatte beholde den henrivende Udsigt og undgaa Indkredsningen af Lejekasserner - men ak, det varede ikke længe, før de begyndte at rejse sig, og nu er Skolen jo helt omsluttet.

    Personalet bestod af:
    Hr. H. P. Knudsen, F. L. Andresen, A. P. Voerberg, L. Christensen, L. C. Laursen, H. J. Gulfeld (Sangl.), j. Christensen, Høegh-Nissen (Gymnl.), D. E. Dirchsen, Bjorn Erichsen (Tegnel.), O. Mikkelsen (Sangl.), C. Christiansen (Gymnl.), A. A. Larsen, V. A. Hansen, O. Adrian, D. Boolsen, A. Uttenthal, H. Gotfred Hansen (Tegnel.), C. A. von Oldenburg og A. Forman. - Den 1. Oktober ansattes endvidere J. C. Thousig, medens Forman flyttedes til Larslejstrædes Skole, og A. Uttenthals Timer overtoges i. Novbr. af i. Ravn-Jonsen.
    Fru H. A. M. Petersen Glad, Frk. A. J. Petersen, E. Hansen Harding (Gymnl.), Fru E. Hopfner (Haandarb.), Frk. L. Nielsen, O. Nielsen, O. Nyboe, Fru A. Specht, Fru O. Møller (Sangl.), Frk. A.Winther (Gymnl.), Fru R. Andersen, Frk. E. V. Bjergager, l. Caspersen, B. Simonsen, Anna Pertesen, K. Rehm, H. Flindt, M. Petersen, A. Heden, A. M. Bertelsen, Herlin-Beck, A. Mollerup og B. Bysted. (De to sidste fra 1. Oktbr.).
    Af disse 43 Personer er - foruden Viceinspektøren og Viceinspektricen, der i Regelen klæber fast som Paddehatte ved den Skole, de er ansat ved - nu kun 2 Lærerinder og 1 l/2 Lærer tilbage, Resten er døde, forflyttet eller paa anden Maade »omkommet«, Saa omskiftelig er Verden. De to Lærerinder, som har hængt ved til Dato er Frøken Anna Petersen og Frøken Bertelsen, og de ulykkelige halvanden Lærere er Hr. Thousig og Hr. Adrian, den sidste tæller kun for en halv, idet han har Halvdelen af sine Timer ved Øresundsvejens Skole. De to deler - og har i mange Aar delt - Skolens Sekretærarbejde, der er vokset stærkt i Aarenes Løb. For hvad vokser ikke?

gamle Dage fandt man, at det var en ret behagelig - for ikke at sige magelig - Bestilling at være Skoleinspektør. Han sad i »en blød Stol« og tog imod Besøg af Forældre, naar de kom for at »klage«, og passede ellers paa, at Lærerne indfandt sig »rettidigt«, udbetalte dem deres Løn og sørgede for Vikarer o. s. v. Han regerede temmelig enevældigt og blev set op til som en lille Konge. En Inspektør var et Kreatur, som man ikke saadan kom udenom, og som maatte omgaas med en ærbødig Varsomhed baade fra Forældrenes og Lærerpersonalets Side, for han kunde stange og havde tit Tilbøjelighed til det. Det var heller ildte med Glæde, Forældrene henvendte sig til ham, naar der var noget løs, for de kunde risikere at komme hurtigere ud ad Døren, end de var kommet ind. Og dog maa det til de gamle Inspektørers Ros siges, at de skabte en grundmuret Respekt for Skolen paa en Tid, da det tiltrængtes, idet Befolkningen dengang ikke saa paa Skolen med de Øjne, den ser nu; men betragtede den som et nødvendigt Onde, som man skulde igennem, ligesom man skal vaccineres eller udskrives til Soldat. Halvdelen af Børnene havde »Pladser«, og de skulde passes - helst gaa forud for Skolen - for Fortjenesten vejede til i Hjemmets Økonomi og kunde absolut ikke undværes. Der var dengang en sørgelig Trækken Tov mellem Skole og Hjem, en Misforstaaelse af det fælles Arbejde mellem Hjem og Skole, som heldigvis har ændret sig med Tiden - betydeligt. Saa det var godt, der var en Vov-Hund inden for Skolens Dør, som alle havde Respekt for, og som man vidste baade kunde logre og vise Tænder. Respekten og Disciplinen laa i Inspektørens Haand. Og de Impulser, der kom fra ham og meddelte sig til Lærerpersonalet, havde nærmest kun med Disciplinen at gøre. Nu er han i højere Grad blevet Skolens Leder, en forstaaende og venlig Mand, der er til at snakke med saavel for Forældre som Lærere. Man behøver ikke at lægge Hatten paa Maatten, før man træder ind paa hans Kontor. Han har mistet sin Krone, men har vundet en anden i almindelig Menneskelighed og i Forstaaelse af, at han er det

vejledende og raadgivende Element i alle Sager, der vedrører »hans« Skole, baade de pædagogiske og de administrative. Men derved er Mageligheden gaaet af hans Stol.     En Inspektør, der med god Samvittighed skal forvalte sit Embede, er aldrig fri. Han er paa Støvlerne fra Skolen begynder, til den slutter. Hver Time paa Dagen har Bud til ham, saa med at aflægge Besøg i Klasserne og overvære Undervisningen, saa med at modtage Folk paa Kontoret og - endelig med at føre Regnskab og besørge et Utal af Skrivelser op og ned, ud og ind - for ikke at tale om det spændende, store Skema over Klassernes og Undervisningstimernes Fordeling, som han maa møde med ved hvert Skoleaars Begyndelse, og som næsten kan gøre en Mand til Idiot - men som, naar det falder heldigt ud, ogsaa kan gøre ham til en Helt . . . i Personalets Øjne. Skoletiden slaar ikke til til alt det, han maa ogsaa bruge sin private Tid - gratis Overarbejde altsaa! Men hvem spørger om det. Der er i det hele taget langt mere Arbejde i overordnede Stillinger, end Per og Povl. drømmer om.
    Men, mens jeg er ved Inspektøren, kommer jeg i Tanker om en Mand, som jeg har glemt at omtale, en Mand, som ogsaa var med fra Skolens Begyndelse, og som spiller en ikke ubetydelig Rolle i Skolens daglige Liv. Det er Hr. Vilhelmsen, Skolebetjenten. Alle, som har gaaet i Østerrigsgades Skole til Dato, kender hans tætte, faste Skikkelse, om ikke fra andet, saa fra det vaade Element, han raader over. Han har en Slange d. v. s. en Vandslange, som han haandterer med Færdighed om Aftenen i Skolegaarden - efter at den blev asfalteret, hvad den ikke var straks. Den er Krabat til at straale og sprøjte, og adskillige Besøgende i Gaarden i sidste Undervisningstime er sikkert blevet »bidt« af den, naar Hr. Vilhelmsen kom til at gøre en forkert Drejning, idet de passerede forbi. Somme Tider udsender den smaa bitte, forvirrede Straaler fra hele sin Krop; men det er kun, naar den er syg - for Vandslanger kan ogsaa blive syge og daarlige. Det er nærmest en Hudsygdom, de kommer til at lide af.

Naa, saa raader Vilhelmsen ogsaa for Vandet i Kælderen, baade det, der skal inden i os og jo ogsaa uden paa os. Der er noget, man drejer paa nede hos ham, saa kommer der Vand i Hanerne i Gaarden, hvor der, navnlig i Sommerfrikvartererne, er Masser af tørstige Kameler, der rækker Munden frem. I Begyndelsen skulde det jo være saa fint, at der skulde drikkes af Bæger, det var usanitært at sætte Munden til Tuden, den ene efter den anden. Bægre kunde skylles af - hvis man da gad. - hvorimod Tuden bare fik et »Goddag« med Haanden og saa færdig. Bægrene hang i en Lænke for ikke at bortfjernes, men ved at lade dem falde ind mod Væggen efter Afbenyttelsen fik de efterhaanden saa mange Buler, at man til sidst ikke kunde se, hvad der var Bæger, og hvad der var Buler, og man maatte opgive dette Sanitetsredskab. - »Aftapninganstalten« viste sig ogsaa hurtigt for lille. saa Børnene maatte stille sig op i Kø og dirigeres af Læreren, hvis der ikke skulde være Udsigt, at de smaa blev trampet flade af de store og dog blev ved at være lige tørstige - og det var endda saadan en smuk og kostbar Kumme! Nu har vi faaet en ny, der er længere - men ogsaa smuk og kostbar - og den har flere Tude, der løber, og disse Tude er forsynet med Mundkurv, saa Børnene ikke kan naa Tuden med Munden, men maa labbe af Straalen, der altsaa holder sig selv ren hele Tiden. Saa nu gaar det bedre end i Fortiden. - Men for at faa drejet, saa Vandet kan løbe, maa der en Embeds- og Bestillingsmand til. Han har Eneret paa det, tillige med, at han har Vagt ved Udgangsdøren, og han maa holde Hævd over Eneretten, for ellers faar Vilhelmsen for mange Drejere ned i Kælderen. Alle vil nemlig - og helst en Knap, hvis det kan gaa. Børn har en mærkværdig Virketrang, man kunde næsten kalde den altomfattende, hvis ikke der viste sig noget andet over for Kundskabstilegnelsen oppe i Klassen. Her holder den somme Tider inde - til stor Forundring for Lærerne. Nej, hvor det gælder det frie Initiativ -- hu, hej! .... men det er da Verden ogsaa ved at faa Øjnene op for netop i disse Dage,

saa de store Pædagoger taler om, at vi nu skal vende Bøtten og lade Børnene komme til Fadet og sige Læreren, hvad der skal læres og og ikke læres, hvornaar og hvordan der skal undervises, hvad man ønsker o. s. v. Det frie Initiativ skal op at vaje! Og det kan saamænd gerne være godt -- jeg kender en Lærer, der begyndte med at lære Børnene Division, før de kunde lægge sammen, og det gik udmærket, han naaede lige saa vidt som vi andre.
    Det er dog ikke blot Gaardvandet, Vilhelmsen varetager. Han raader ogsaa over det i Kælderen - Badevandet - hvorfor han ogsaa af de mindreaarige troskyldigt faar Navn af »Badelæreren«. Det er dog kun om Vinteren, at han optræder som saadan og nede i Badekælderen bestemmer Tempoet af »af« og »paa« - »varmt« og »koldt« - og han ser med et halvt Øje hver Hæl og Taa, der afviger i Farven. Han er en Tilhænger af at alt kan vaskes, ja, endog alt kan vaskes rent, saa det nytter ikke at protestere. Hvem har i øvrigt ogsaa Mod til at protestere, naar man staar nøgen som et Siv - den Dragt egner sig ikke til Protester! Selv om man krymper sig lidt for den kolde Straale, saa op med Nakkehvirvlerne, saa gaar det nok!
    At der er Fart i Af- og Paaklædning - det gælder jo om at blive første Mand færdig - ser man bedst deraf, at Afklædningen allerede saa smaat tager sin Begyndelse oppe paa Trappen - ja, helt ved Udgangen af Klassen og fortsættes paa Vejen nedad. »Af!« er ikke saa vanskelig; derimod kniber det mere med »paa!« - særlig for de smaa, der ikke rigtig ved, hvad der er, ud og ind af en Vest og et Par Bukser eller op og ned paa en Uldtrøje. Her maa »Badelæreren« saa træde til og tage en Haand med. Men trods det, at han har et Øje efter hvert, hænder det nu og da, at der ligger en afskudt Ham tilbage, naar Badningen er til Ende. Saa gælder det om at finde den lykkelige uden Skjorte, og Vilhelmsen maa paa Turne med corpus delicti - og sandt at sige er han som Regel heldigere end Kongen, der sendte sine Tjenere ud at lede i hele sit Rige. Han fandt

nok Manden, men ikke Skjorten, Vilhelmsen finder begge Dele. Indtil Dato har vi ikke haft en eneste Skjorte liggende i Glemmeskabet. Derimod Masser af Haandklæder - en Del endda med Knude paa. - Hm!
    En enkelt Gang er det ogsaa hændet, at en har maattet gaa skjortetøs fra Badet, fordi . der ingen Skjorte var til ham. Hvor var den henne? - Den Slags Vanskeligheder kan nok sætte en graa Haar i Hovedet! Men det viser sig altid ved nærmere Undersøgelse, at der saa er en »overlykkelig«, som i Forfjamskelse har faaet to paa. - Ombytning af indre Beklædningsgenstande hænder ogsaa, men ikke nu mere, efter at Vilhelmsen ledet af Erfaring har indført større Paapasselighed med hver sit.
    Men jeg glemmer Pigerne. Ogsaa de maa jo bade, og for dem var Fru Vilhelmsen »Badelærer« ... var, for vi ved jo alle, at hun ntf er borte. Kort før jul 1924 vajede Flaget paa halv Stang inde i Inspektørens Have. Det var et haardt Slag for Vilhelmsen, og Savnet af Fru Vilhelmsen paatrænger sig os endnu, naar vi kommer paa Skolen og ser, at andre har maatte tage hendes Gerning op. Fru Vilhelmsen var jo gennem de forløbne Aar Skolebespisningens omsorgsfulde Moder. Mangen en god og velsmagende Portion Mad har hun tilberedt og uddelt for sit Stampublikum nede i Skolens Spisekælder, og mangen en udgaaet Elev vil sikkert med Taknemmelighed mindes hende og hendes varme Retter. Hendes stilfærdige Væsen og den Hjælpsomhed, hun altid udviste, naar der blev kaldt paa hende, vil ikke glemmes, men vil høre til Østerrigsgades Skoles gode Minder ogsaa i Fremtiden.
    Skolebespisningen har i Aarenes Løb gennemgaaet en Forandring, idet der nu spises hver Dag i Vintermaanederne - tidligere kun hver anden Dag for Pigerne og hver anden Dag for Drengene - og medens de spisende tidligere maatte staa op, spiser de nu siddende. Denne nye Ordning skyldes Skolekøkkeninspektricen, der af Direktionen har faaet Indseende med Skolebespisningen i alle Københavns Kommuneskoler. -

    Mens jeg er ved Vandet, maa jeg ogsaa omtale en »tredie Slags«, memlig det Vand, som kommer underfra, og som har voldt Vilhelmsen og Skolens Ingeniører - saa meget Bryderi. Amager er jo fladt - og for lav. Hele Øen trænger til at hæves en 3--4 Meter, mindst. Det vilde hjælpe, men som den er nu, naar man ned til Grundvandet ved et Par Spadestik. Det er underligt, at Øen ikke gynger paa al det Vand, der er under den. Det staar i Grundene, det siver i Grøfter og Kanaler. Man kan godt forstaa, at Hollænderne, som Christian den Anden kaldte ind, fandt sig hjemme her med deres Grønkaal og Rødbeder. Da Skolen blev bygget, havde man ude i Inspektørens Have en Afløbsbrønd, hvortil man mente at kunde aflede Grundvandet med lidt god Velvilje fra dets Side. Men det skortede paa Velviljen. Da Efteraaret kom med Regn og deslige, fik Vilhelmsen Besøg af det. Det truede med at slukke Fyret under Badekedlen. Nu var gode Raad dyre. Ingeniørerne stod paa Hovedet, og en skønne Dag fik vi installeret en Gasmotorpumpe - en brugt naturligvis - og nu gik det løs med at pumpe for Alvor . . . saa længe det gik. Men det skortede her paa Velvilje ogsaa fra Pumpens Side; den viste sig hurtigt ikke at være nogen Evighedsmaskine. Det, den krævede af Reparationer, trodser enhver Beskrivelse. Selv Ingeniørernes bundløse Taalmodighed maatte melde Stop til sidst. Hvad gjorde de saa? De gravede Fortovet op helt oppe fra Amagerbrogade og lagde et sort Kabel ned deri. Gasmotoren fik Rejsepas, og i dens Sted kom en nem, lille Tingest, som saa ud af næsten ingenting, men som kunde spinde og gnistre, som Eventyrets Kat. Det var første Gang, Elektriciteten lod sig se paa disse Breddegrader. Og nu blev der pumpet. Den var næsten lige saa klog som et Menneske. Den stak i Rend af sig selv, naar der var Brug for den, og holdt op, naar der ikke var mere at gøre. Den var nemlig forsynet med en 'Svømmer«, der underrettede den om, naar Vandet steg for højt. Siden da staar »Arken« tør paa Bjerget, og Duen med Oliebladet . . . naa, nej, det var ikke ved denne Lejlighed, altsaa! - men det kostede et Par Tusind Kroner at faa det        

Kabel ned til Østerrigsgade. Og nu, da det var der, kunde det bruges til mere. Der blev saa ofte klaget over Gasbelysningen i Klasserne - ikke just, at den ikke lyste tilstrækkeligt, men den lugtede og gjorde Eleverne hede i Hovedet. Navnlig i Timerne fra 4 - 6 om Vinteren kunde der blive utaalelig hedt i Klasserne og nu skulde der bygges en ny Skole oppe ved Sundholmsvej. Det kunde være et Forsøg værd at undersøge, om Elektricitet lod sig anvende til Skolebelysning, og og da Østerrigsgades jo havde sit Kabel, fandt Ingeniørerne paa at anstille Forsøget nede hos os. Der blev lagt Ledninger op i Viceinspektørens Klasse og hængt Lamper op. Der blev drejet paa en Kontakt, og Lyset - jo, det straalede ganske vist under de skinnende hvide Porcelænskupler, men o ve! var det det saa højt besungne elektriske Lys!
    Se kunde vi ganske vist, men daarligt nok, skønt Ingeniørerne med deres Lysmaalingsapparater konstaterede, at Klassen var vel belyst, det maatte vi jo da nok kunne se, hvis vi ikke var alt for halvblinde. Men saa prikkede og stak de lysende Punkter oppe under Loftet os i Øjnene som Ildpile, hver Gang vi løftede Hovedet. Det turde selv ingen Djævel. benægte. Skulde Videnskaben her virkelig lide et Nederlag - nej, om saa aldrig - - ! Om igen altsaa, Lamperne skulde gøres usynlige, og Skinnet kastes opad i Stedet for nedad. Og saa fik vi det opadvendte Lys med de store, buede Skærme under. Det hjalp, Videnskaben havde sejret, og det gik sin Sejrsgang overalt ved de nye Skoler. Men hos os blev det pillet ned igen, Østerrigsgades Skole havde kun været Forsøgskanin. Men det er jo ogsaa noget - en Fjer i Hatten altsaa!
    Varmen! - ja, den havde vi gratis om Sommeren; men nu kom Efteraaret 19o6, og saa skulde Varmeinstallationen tages i Brug. Det var Kaloriferne, et vanskeligt Navn for Smaafolk; men vi forstod jo nok, at Kakkelovnenes Tid var forbi. Kaloriferne skulde sende varm Luft op i Klasseværelserne - foroven - og presse den forbrugte Luft ud gennem en Rist for neden. For at den varme Luft ikke

skulde være for tør, var der store Vandbakker over Varmeapparaterne, som skulde forsyne den med Vanddamp. I hver Klasse var der anbragt et Par mærkelige, runde Tingester, en Slags Termometer, fyldt med Terpentin, der er meget følsom for Varme og udvider sig stærkt, naar den opvarmes. Fra hvert af disse gik et Blyrør (ligeledes fyldt med Terpentin) ned i Kælderen og øvede et Tryk paa de Lemme, der aabnede og lukkede for Varmetilførselen til Klasserne. Disse Termometre skulde altsaa automatisk regulere Varmen oppe hos os. Og Vilhelmsen kunde paa Registre nede i Kælderen se, hvor mange Grader vi havde. Saare vist og skønt og godt ! - men al Beregning paa Trods, den megen Kløgt har ogsaa sine store Ulemper, og det varede just ikke længe, før Varmeforsyningen blev et staaende Samtaleemne paa Lærer- og Lærerindeværelserne. Nogle fik det for varmt, trods Videnskaben - og andre for koldt.
    Andre følte Varmen tør og slappende. Og Vinduerne maatte ikke lukkes op. Det stred nemlig mod »Systemet« og bragte Uorden i Varmetilførselen til de andre Klasser. Selv om ens Nerver protesterede nok saa højlydt, og Luften i Klassen havde den mest besynderlige »Buket«, som kunde tænkes, saa var det fejl at mene, at Luften var daarlig - saadan sagde Ingeniørerne. Den fornyedes - jeg ved ikke hvor mange Gange i Timen - den var bare opvarmet, ikke forbrugt, forbrændt el. »nusset, saadan som vi paastod det. Lutter Indbildning altsaa. Men Folk med indbildning er vanskelige at have med at gøre. Vi blev ved vort, og omsider fik vi da Lov til at lufte ud to Gange om Dagen - i hvert af de store Frikvarter - og dermed basta! At en og anden saa sit Snit til at aabne en Sprække en Gang imellem alligevel uden for Reglen hører til alle Reglers Selvfølgelighed. Men Ufejlbarligheden havde alligevel sine Grænser, som ogsaa snart aabenbarede sig. Traf det ind med Storm, røg Varmen ud af enkelte Klasser og hobede !sig op i andre, saa somme sad og frøs, mens Fedtet smeltede i andre. Den kunde Ingeniørerne ikke rigtig give igen paa - ja, de kunde egentlig

slet ikke forstaa det. Det hørte nærmest til den Kategori, som en Bonde hjemme i min Fødeegn kaldte for Naturens Uorden (naar det regnede i Høstens Tid og var Tørke i Grotiden).
    Men en skønne Dag hændte der noget, som satte Lidenskaberne i Bevægelse og nær havde sat Skolen paa den anden Ende. Der skete Besvimelser. - En Dag, da en af Skolens Lærerinder var paa Vej op til sin Klasse paa Anden- eller Trediesalen, blev hun paa Trappen modtaget af nogle af sine Elever, der forskræmte og rædselsslagne kom styrtende ned imod hende og fortalte, at det var rent galt deroppe. Den og den og den havde kastet op og var saa syge, og oppe i Klassen laa den og den og var besvimet, og det hele var Elendighed uden Maal og Grænse. Naturligvis fik Frøkenen sig en lettere Rystelse i Knæene og ilede derop. Undervejs mødte hun andre af sine skrækslagne Poder, alt var i Opløsning, i Forvildelse - i Fortvivlelse. Og inde i Klassen saa det ikke bedre ud. Der hang og laa Ofrene for »den indbildte Syge«, eller hvad det nu kunde være, og Gulvet saa ud som Dækket paa en Damper midt i en Orkan, før der spules. Det var klart, her var noget rædselsfuldt paa Færde. Graad og Stønnen og blege Kinder. - I en Fart fik hun lukket Vinduer op . . . . for at det stammede fra Luften, var hun straks paa det rene med. Nej, disse Kaloriferer, var noget Bras, der slap forkert Luft op i Klasserne -- Forgiftningsmaskiner altsaa. Der burde skrives om det i Aviserne! - Og det blev der. Og der blev Panik. Ingeniørerne kom til i Flyvemaskine eller paa anden Maade, og der blev snuset rundt i alle Kroge oppe og nede og ude og inde. Der blev taget Luftprøver, og Trækket i Kanalerne blev maalt - nej - nej ! Alt var i Orden . . . . uforstaaelig. - Naturens Uorden! Og mærkeligt nok smittede Tildragelsen ogsaa et Par andre Klasser, men i mindre Grad. - Men hvad var det altsaa? .... Indbildning, Suggestion! sagde Ingeniørerne. Intet blev opklaret. Ingen forstod det. Og Tildragelsen blev ført over paa en eller anden Konto i Glemmebogen.

    En Storstads Vækst følges bedst ude i Omgivelserne. Her er det, de nye Kvarterer opstaar, og Sundby har i den sidste Menneskealder haft en rivende Udvikling. Første Gang jeg satte min Fod over paa »Øen«, var saadan noget som i 1885-86. Da saa her ganske anderledes ud, og ikke anede jeg den Gang, at jeg nogensinde skulde komme til at bo her. For en Københavnerbetragtning var Amager noget af det mest afsides i Verden. Jeg mindes endnu min første Spadseretur herud over den morsomme gamle Pindebro, der laa lige for Enden af Vester Voldgade og gik i Flugt med den over til Christianshavns Vold, den gamle Langebro. Her laa et Par Smaahuse med Straatag og grønmalede Vinduer. Det ene af dem var indrettet til Beværtning, og man fortalte, at kgl. Skuespiller Olaf Poulsen havde sin Stamkafe her. Vejen svingede i en Bue tilhøjre hen forbi Voldgraven, hvor Kalvebodstrand skar sig ind.
    Her laa nogle joller og Baade, primitivt fortøjet eller slæbt op paa den lave Bred. Ad den dækkede Vej kom vi saa ud paa Landevejen (nuværende Amagerbrogade) ; den var kantet med høje Træer, som dannede en aaben Alle med Udsigt tilSiderne og med dybe Grøfter til højre og venstre. Paa det første Stykke var der ingen Bebyggelse. Først længere ude, hvor Landevejen spærredes af en Bom, og hvor Bommanden stod og krævede Bompenge af alle de kørende, laa nogle lave, gamle Huse. Det var Sundby, der begyndte her med enkelte, spredte Huse bag de brede Grøfter med det stinkende Vand i Bunden.
    Ingen anede, at disse Grøfter nogen Sinde skulde faa Betydning for Færdselen, men det fik de, som vi senere skal høre. De var nemlig saa brede, at vi daarligt kunde komme over dem, undtagen hvor der var lagt Brædder over og dannet Overgange. Sundby Kirke laa ganske frit ved Siden af Vejen som en anden Landsby Kirke, og bag den - noget til venstre - saas Dyvekes røde Gaard. Den saa ud ligesom nu ikke en Sten synes at være rørt i alle de mange Aar.
    Kirken og den røde Gaard og saa det aabne Terræn og Landevejen er Hovedsummen af det Indtryk jeg fik af Sundby

dengang og saa, at her maatte være forfærdeligt kedeligt at bo - uha!
    En Gang til - nogle Aar senere - aflagde jeg atter en Visit herude. Det var, da jeg havde faaet Cykle og var blevet mere letbenet. Jeg vilde ud at se Stranden og valgte den første Vej til venstre, saa snart jeg var kommet gennem Christianshavn og over Voldgraven. Den hed den Gang som nu Kløvermarksvej. Men jeg naaede ikke saa langt ned ad den, for det var ikke Kløver, det duftede af her. Uha! Uha!
    Det var nemlig før Amager fik sin Rensningsstation og København sine W. C.er. Den Strimmel jord, der løber langs Vejen, mellem denne og Voldgraven, hvor nu Skolehaven ligger, og udefter blev nemlig brugt som Aflæsningssted for Natrenovationen inde fra Byen. Saa her laa høje Volde eller rettere en lang, bred Vold af ren,, veritabel Menneskegødning, stablet op i Mandshøjde, saa langt Øjet rakte. Jeg var som lamslaaet ved dette Syn -, og ønsker ikke at faa det gentaget. Puh - ha! hvor her lugtede - for den Smule Kalk (el. Klorkalk), der skimtedes hist og her paa Toppen af Bjergene eller flød i lækre Striber ned ad Siderne, formaaede ikke at tage det pikante af Duften. Den var saa ubedragelig uforfalsket, at jeg hurtigst mulig fik vendt Cyklen omkring og kom bort, - jeg havde faaet nok af Amager.
    Disse første Indtryk af »Øen udenfor Voldene« gjorde mig ikke lækkersulten efter at komme derud mere. Og jeg holdt mig pænt borte derfra i mange Aar, - næsten helt til der blev Tale om den nye Skole, der skulde bygges derude. Saa maatte jeg derud igen, og det var med det største Besvær, jeg fandt ned til Byggepladsen. Med saadan en Hurtighed var Sundby vokset op. Landevejen var forvandlet til en Gade med høje Husrækker paa Siderne, og Sidegader strakte sig ud fra den. De brede Grøfter var borte, og Træerne var borte - i alt Fald uden for Bommen; derude var de godt nok endnu og forsvandt sent. Men nu var der kommet Sporvogn i Gaden, Hestesporvogn naturligvis, og brede Fortov - takket være Grøfterne, for havde de ikke været og holdt Bebyggelsen tilbage fra Vejen, vilde Amagerbrogade aldrig have kunnet blive den brede, anstændige Færdselsaare, som den nu er

bleven. Paa den Maade fik disse stinkende Render Betydning for Færdselen.
    At Børneantallet under denne rivende Udvikling maatte stige stærkt, siger sig selv. Østerrigsgades Skole, som begyndte med 118o Elever, havde ved Aarets Udgang 1442, og Antallet voksede Aar for Aar, saa allerede 1gog maatte vi se os om efter flere Lokaler. Det var ikke alene vor Skole, men ogsaa de andre, Centralskolen og Øresundsvejens, der var overfyldte. Kommunen saa sig da nødt til at leje en Villa i Lynnettealle, som blev midlertidigt indrettet til Undervisningsanstalt for en Del Klasser. Men heller ikke det slog til. Og saa fik vi Barakkerne.Den første blev rejst til April iglo paa den ubebyggede Grund lige overfor Inspektørens Have ved Ungarnsgade, og 1911 kom den anden - nogle kedelige, graa Tingester, der just ikke pyntede i Landskabet, men som alligevel viste sig ganske brugbare. Mest kneb det med at stabilisere Varmen i dem om Vinteren, for de var jo kolde, og der var visse Vinde, som virkede i høj Grad ugunstigt paa Trækken i Kakkelovnene. Om Sommeren derimod gik det til den anden Yderlighed, da kunde de være knaldende varme, naar Solen stod paa.
    Men det gik helt godt. Den største Gene var næsten den, at man i dem underviste saa at sige for aaben Gade, for alt kunde høres ud paa Vejen, og det hændte da ogsaa, at vejfarende undertiden standsede, nysgerrigt og interesseret og hørte til, navnlig naar Andreasen underviste derinde. For hans Løverøst lagde aldrig Dæmper paa sig.
    Naturligvis voksede Personalet med Børnetallet. 1907 overflyttedes Gymnastiklærer P. Brandt fra Prinsessegade og Baadsmandsstræde til Østerrigsgade, og nye Navne dukkede op: Seidenfaden, Wind, Frk. M. H. Nielsen (nu Fru Hartling), Frk. G. Packness, Frk. Gregersen og Frk. Husum. Senere (1908) kom Frk. Bertha Hansen fra Oehlenschlægersgades Skole - o. fl. a.
    Barakkerne blev som nævnt aldrig populære blandt Lærerpersonalet. Klasselærerne rynkede paa Næsen, naar de fik deres Skema og saa, at de var »forsat« til Barakkerne, der savnedes Klasseværelsernes Hygge. Deres Levetid ved

Østerrigsgades Skole var heldigvis ogsaa kort i første Omgang. -- Kun godt et Aars Tid (1909--10). Fra os blev de flyttet ud til Husumgades Skole.
    Men de kom igen 1914. Denne Gang blev de lagt over paa den anden Side af Ungarnsgade, da den Grund, hvorpaa de tidligere havde staaet, skulde bebygges. Og nu bliver de der til 1918 med et stedse voksende Antal Klasser: 2-6-8 og 11.
    Grunden til, at de forsvandt første Gang, var, at der nu var bygget en ny Skole oppe ved Sundholmsvej, og Børneantallet ved Omlægning af Skoledistriktet formindskedes hos os. - At de kom igen, skyldtes den stærke Bebyggelse og Tilstrømningen til Amager i de følgende Aar.
    1913 tages atter en ny Skole i Brug herude, nemlig Sundby Øster. Ogsaa den hjalp til at aflaste os, saa vi endnu et Aar kunde undgaa Barakker.
    Men saa var det som sagt ogsaa forbi.
    Først ved April 1918, da et nyt Skolepalads rejstes herude ovre ved Lergravsvej, næsten vis a vis til Østerrigsgade, kom Hjælpen. En hel Mængde af vore Klasser blev nu ført der over. Ganske vist blev Barakkerne ved at staa, hvor de stod, en Tid endnu, men det var ikke vore Børn, der undervistes deri, men Lergravsvejens, indtil Skolen derovre blev i Stand til at tage dem over til sig selv. Der var nu blevet saa rigelig Plads i Østerrigsgades Skole at vi endog kunde afgive nogle Klasselokaler til Lergravsvejens Børn, indtil deres Skole blev helt færdig.
    Det siger sig selv, at der under denne Overføring af Børn til Lergravsvejens Skole, ogsaa skabtes store Forskydninger indenfor Lærerpersonalet, idet en Del Lærere og Lærerinder fulgte med deres Klasser til den nye Skole, og andre gik i frivillig Landflygtighed. At opregne dem vil her blive for vidtløftigt. Jeg skal kun nævne nogle enkelte: Hr. L. Christensen, P. Brandt, Halvorsen, A. Larsen, A. Hansen, Poulsen og Wisbech Pedersen - og af Damer: Frk. Nicolaysen og Frk. J. Thorsen. - - Tidligere (1/4 10) var udvandret: Hr. Vaarberg, j. Christiansen, Thormor og Frk. Heden (til Sundholmsvej), Fru Specht, Fru O. Møller, Frk. Herding og Frk. Bjerager (til Frankrigsgades Skole).

    Inden for det her nævnte Tidsrum falder andre store Begivenheder, som - skønt de ikke direkte vedkommer Skolevæsenet - førte en Del Ulemper med sig ogsaa for vor Skole. Det er Verdenskrigen. Ikke alene føjer den et nyt Blad til Historien - en ny Lektie mere at lære for de stakkels Børn, nye Aarstal at huske, nye Navne at banke ind i de stakkels Hjerner - men den gør jer - eller en Del af jer -- »skolehusvilde«. Der byggedes for lidt under Krigen, saa der blev Mangel paa Lejligheder i Byen. Det var en frygtelig Kalamitet, for Tag over Hovedet skal man jo da ha'. Mennesker kan ikke nu om Dage og i vort Klima vandre om som vilde Dyr paa Marken udsat for Vind og Vejr og Regn og Kulde ligervis som Kong Nebukadneser, i de 7 Aar han var fra Forstanden. Men hvor skulde Folk faa Lejligheder fra, naar der ingen var! Kommunen vred sine Hænder. De husvilde græd. Der gik et Klagesuk igennem Byen: Skaf Boliger! - Ja vel . .' - men Boliger skyder ikke frem som Aladdins Palads bare ved at gnide en Ring. Det tager Tid og Penge. Men er man mange om at tænke, sker det undertiden, at man faar en lys Ide. Og Ideen var: Barakker! - tænk, Barakker!
    Og nu rejste der sig ovre bag Sundholm, langs Fælleden, en morsom Række hurtigt optømrede Træhuse i Lighed med dem, vi kendte nede fra Skolen, kun af en anden Farve: Barakker, rigtig veritable Barakker! - Men det gik næsten som i Eventyret, at hvad der byggedes op om Dagen, brød Husvildetrolden ned om Natten. Intet forslog. Og saa gnistrede en lys Ide frem hos en af de mange som tænkte. Og denne Gang hed Ideen: Skolerne - tag Skolerne i Brug! - Ja, hvad skal man gøre: har man ingen Svamp, maa man vaske sig med de bare Næver, forudsat at man da har Vand. Og Skoler havde man jo. Altsaa - ind i Skolerne med de husvilde!
    Det varen frygtelig Forstyrrelse af Skolefreden. Og Forstyrrelsen voksede som en Lavine. Den naaede os i 1918. Vi fik to Invasioner. een i 1918 og een i 1919. Komfurer rejste sig paa Gangene (Gaskomfurer). Der lugtede af stegt Flæsk og gule Ærter, Bøf og Kaffe. Det var en ren Nydelse - for hvem der skulde ha' af Maden vel at mærke.

    For os, der ikke skulde smage den, var de mange krydrede Dufte snarere en Ubehagelighed.
    Og som der kom til at se ud. Søm blev hamret ind i Skolens oliemalede Vægge hvor som helst uden Plan og - Orden - ja, saagar i de fint afslebne, sorte Tavler paa Væggene i Klasserne, der hidtil havde rummet Kvintessensen af saa megen Viden og Lærdom. Det var ren Vandalisme.
    Og Skolegaarden og Gangene genlød af raabende og skrigende Børn i alle Aldre. Selv Familiernes Tvistigheder gav sig højligt til Kende ude paa Gangene eller ned ad Trapperne. At det ikke var Honoratiores, der havde taget Skolen i Besid
    delse, fik man ved et Kik ind igennem de aabenstaaende Døre, hvor det vrimlede med uredte Senge og ophængte indre Beklædningsgenstande paa Snore trukket gennem Lokalerne. Der udfoldede sig i de Dage et Folkeliv inden for Skolens Omraade, som man skal lede længe efter, og som ikke altid havde sine lyse Sider. Mange af de indkvarterede var rolige og stilfærdige Mennesker, men der var braadne Kar imellem, saa der et Par Gange indkom Klager til Inspektøren fra Genboerne i de omliggende Gader over Scener, der udspilledes inden for de interneredes Vinduer og vakte Forargelse. Disse Klager lod Inspektøren gaa videre til Husvildeforsorgen, der saa attraperede vedkommende.
    Men nu Skolebørnene, hvor blev de af saa længe? - De blev ført over til Lergravsvej. (Det var dog ikke alle Lokalerne der blev brugt til Husvilde, saa det drejede sig kun om 10-12 Klasser). Men det voldte alligevel megen Forstyrrelse, og skønt vi havde det godt i Eksilet derovre, længtes vi alle efter ordnede Forhold. Den 13. November 1919 forlod de sidste husvilde Skolen, og vi kunde vende tilbage - dog ikke lige straks. Lokalerne maatte først grundig renses og repareres efter det Hærværk, de havde været udsat for, og det tog en Del Tid.
    Det blev mig, som fik den Opgave at føre Klasserne tilbage fra Eksilet, for den 1. November stod Skolen uden Inspektør.

trække Vejret. Paa en Skole hænder der mellem Aar og Dag saa mange Smaating, som ikke uden videre kan tages med i Rækkefølge, men maa samles op i Pauserne.
    Da Østerrigsgades Skole var ung og nu, fik den tit Besøg af Udlændinge, der kom hertil for at »se« og studere Københavns Skolevæsen. De henvendte sig naturligvis til Skoledirektionen, som saa dirigerede dem videre ud til Skolerne, og da Østerrigsgades Skole repræsenterede det sidste nye Skud, den sidste »Blomst«, paa de kommunale Skolebygningers Omraade, var det naturligt, at de blev sendt ud til os. Her blev de saa vist rundt enten af Arild Sørensen eller af mig. For os gjaldt det saa om at kunne snakke lidt »forskelligt«, og det kom vi temmelig godt fra. Nordmændene gik det glat med, og til Dels ogsaa med Svenskerne - til Dels ja, for Svensk kan jo tales paa to Maader. Jeg blev bl. a. engang Fører for en Lærerinde langt inde fra Värmland, og hendes Svensk var en saadan Lærketrilren, jeg maatte gætte mig til det halve af, hvad hun sagde. Undertiden gættede jeg saa ogsaa forkert, saa stod vi og gloede paa hinanden og maatte begynde forfra igen. Det var en vidtløftig og vanskelig Konversation. Det gik næsten bedre med Englænderne og Tyskerne. De mødte nemlig ikke med store Forventninger om at kunne blive forstaaet, - for de store Nationer kender som Regel ikke andre Sprog end deres eget, - og naar det saa alligevel viste sig, at vi kunde snakke med dem, var de i høj Grad taknemlige og elskværdige.
    I Reglen fordelte vi dem saaledes, at Inspektøren tog de engelske, og jeg de tyske. Og det gik udmærket. Det vakte tit Moro i Klassen, naar jeg i det ene Øjeblik gik ud af Døren med et ægte Dansk: »Sid stille!« og i det næste vendte tilbage med en fremmed, med hvem jeg sludrede op paa et helt andet Maal end det, Drengene forstod. Jeg maatte da skynde mig at give dem et Vink om, at bagefter maatte de le, kun ikke nu, mens de fremmede var der. I Reglen stod saadanne Besøg ikke længe paa. Naar de havde set, hvad nyt Skolen bød paa, gik de. - Dog ikke altid. Engang fik jeg f. Eks. Besøg af en Bulgarer. Det var nogle Aar efter, at Bulgarien var blevet et Kongerige,  og Kong Ferdinand var

kommet paa Tronen. Han blev hos mig et Par Timers Tid. Han talte Tysk og havde lært sit Tysk efter Bog ligesom jeg, saa her var ingen Dialektvanskeligheder. Vi talte udmærket sammen, og han var meget videbegærlig. Han krydsforhørte mig om alt, hvad der kunde komme ind under dansk Skolevæsen. - Han var nemlig udsendt af Regeringen, og Bulgarien stod netop for at skulle have sit Skolevæsen ordnet, saa det gjalt for ham at faa nøje Underretning. Sverrig havde han gennemtrawlet, og fandt selvfølgelig mange Lighedspunkter mellem Dansk og Svensk. Men da jeg begyndte at omtale den danske Højskole, blev han Fyr og Flamme. Han vilde partout have mig med ud at besøge en saadan. Da det imidlertid ikke kunde lade sig gøre, og jeg gav ham Anvisning paa en, hvor jeg vidste, Forstanderen kunde tale Tysk, nemlig Roskilde Højskole, besluttede han sig saa til at tage derud alene. Jeg gav ham Anvisning paa at tage en Bil derned. - Om han har været der, ved jeg ikke, men jeg formoder det. - Arme Bulgarien, det fik snart noget andet at tænke paa end at ordne Skolevæsen, for saa kom Verdenskrigen, og Kong Ferdinand røg af Pinden! Maaske fandt Professoren selv sin Død i et af Slagene dernede ved Makedoniens Grænse.
    En Dag, da jeg kom til Kontoret, stod der en kulsort Mand ved Døren og studerede Indskriften - en Neger altsaa. Ha ha! tænkte jeg, kommer der nu ogsaa Udsendinge fra det mørke Afrika! Jeg blev dog hurtigt klar over, at Hr. Morian ikke havde pædagogiske Hensigter; thi han hilste mig paa rigtig godt Dansk: ,God Dag, Hr. Inspektør, og glædelig Paaske!" - hvortil er at bemærke, at vi var langt forbi baade Paaske og Pinse, midt henne i Sommeren. Jeg trykkede hjerteligt hans fremstrakte sorte Næve og fik nu Forklaringen: han vilde have Lov til at opfordre Børnene til at overvære en „lille Forestilling" ovre paa Kløvermarksvej (Niggerdans m. m.). Jeg kunde godt have sagt til ham, at dette ikke lod sig gøre, men jeg undte Inspektøren (Arild Sørensen) den Fornøjelse selv at hilse paa ham og gik for at kalde ham til, idet jeg sagde: „Der staar en ung, smuk Mand nede ved Kontordøren og vil gerne hilse paa Dem." - Vi fulgtes ad derned, og jeg blev rigelig lønnet for min Ulejlighed ved at se dem præsentere sig for hinanden, Negeren med sit: „God Dag,

Hr. Inspektør, og glædelig Paaske!" og Inspektøren med sit elskværdige, meget overraskede: „Tak, i lige Maade!" - For dem, der holder af morsomme Optrin, var her just et.
    Men tilbage til det alvorlige.
    Paa det Tidspunkt, da Skolen toges i Brug, var der fra Lægestanden rejst en Bevægelse for Skole-Hygiejne, hvad der gav sig Udslag i Ansættelsen af Skolelæger. Bevægelsen var imidlertid saa ny, at der ikke var taget Hensyn hertil paa Byggeplanen, saa Østerrigsgades Skole fik ikke noget Lægeværelse. Lægen maatte benytte Arkivet ved Siden af Kontoret til Konsultationsstue, hvad der var en Gene. Nu benyttes Bogsamlingsværelset dertil, men selvfølgelig er det ogsaa uheldigt, særlig efter at Skolen ogsaa har faaet en Sygeplejerske til Haarrensning, saa hun benytter det samme Værelse. Herved er imidlertid ikke noget at gøre. Skole-Hygiejnen maa have Plads. - Vor første Skolelæge blev Doktor Djørup; senere fik vi Frederiksberglægen, Doktor Einar Lundsgaard, der efterfulgtes af Doktor Borries, og nu har vi Dr. med. Gregersen som Skolelæge. - Skønt det ikke hører herhen at drøfte Skolelægeinstitutionen, kan jeg dog ikke undlade at sige, at den ikke blev det, Lærerne havde ventet sig. Vi vilde have sat Pris paa at faa en virkelig praktiserende Læge knyttet til Skolen, men Skolelægen skal ikke praktisere, kun se paa Børnene, undersøge dem og give dem Anvisning paa, hvad Klinik de derefter skal søge - eller henvise dem til deres Sygekasselæge, hvis Forældrene er i en Sygekasse. Det samme vilde Læreren jo ogsaa kunne gøre i de allerfleste Tilfælde. Men saa skal Skolelægen ogsaa føre en Statistik over Børnenes Sundhedstilstand ved Hjælp af saakaldte Tællesedler. Disse Tællesedler skal følge Barnet fra Skole til Skole; men deres Nytte unddrager sig i høj Grad Lærernes Forstaaelse, hvorimod de volder Skolen, Personalet og Børnene en hel Del Ulejlighed, saa der tit spørges: hvad Nytte er alt dette til? Set fra et Lærerstandpunkt vilde det være heldigere, om vi havde en bestemt af Bydelens Læger, f. Eks. Kommunelægen, at henvende os til i givet Tilfælde, og han saa tog sig af Barnets Behandling, til det blev rask. Skolelægen kommer som

Regel kun paa Skolen to halve Timer om Ugen og kan saaledes ikke være nærværende, naar der mest er Brug for ham, nemlig ved pludselig opstaaet Smitte eller ved de Ulykkestilfælde, som vitterligt indtræffer af og til paa Trapper, Gange og under Børnenes Leg i Gaarden. Sligt er uundgaaeligt, hvor saa mange Børn færdes imellem hverandre. Her maa da Lærerne og Lærerinderne optræde som „midlertidig Hjælp", og det maa siges til deres Ros, at de gør det med stor Forstaaelse og Indsigt. En Del Tilfælde naar aldrig videre end til - deres Behandling, og hvor Talen er om større Ravage, yder de i alt Fald en fortrinlig Første-Hjælp. Til Brug for denne holder Skolen en vel forsynet Forbindskasse paa Kontoret eller paa Bogsamlingsværelset, saa den til enhver Tid er tilgængelig for Personalet.
    Et Uheld, der vakte betydelig Opsigt, indtraf engang i en Fysiktime paa Naturhistorieværelset. Vi skulde fremstille Ilt. Det var i Slutningen af Timen, og jeg naaede ikke at blive færdig med ;Forsøget, da Klokken ringede. Jeg aftalte da med Klassen, at vi vilde genoptage Forsøget næste Dag, saa vi stillede vore Glas, et med klorsurt Kali og et med Brunsten, ind i Fysikskabet paa en Hylde for sig selv - øverst oppe. - Til Oplysning for dem, der har glemt deres Fysik, maa jeg fortælle, at Kali er et hvidt Pulver, Brunsten, saaledes som det fremgaar af Navnet, et brunt, mørkt Pulver. - Vi havde indtil kort før ikke haft andre Kemikalier paa Skolen, men i den sidste Tid var der blevet indkøbt nogle flere. De stod dog paa en Hylde nede i Skabet og kom ikke os ved
    Da næste Dag oprandt, viste det sig imidlertid, at jeg havde husket fejl, det var først paa den følgende, Fysiktimen faldt - og hermed begyndte Fadæsen. I den Dag, som kom til at ligge imellem, havde andre været i Fysikskabet, og vore Glas var byttet om - og uheldigvis saadan, at der i Stedet for Brunsten var sat et Glas med brunligt Fosfor. De to Glas lignede hinanden paa en Prik, saa da vi lukkede Skabet op, anede ingen, at her var noget galt paa Færde.
    Vi tog vore Glas frem og stillede dem ned paa Bordet: Der var kun de samme; to paa Hylden, saa alt var, som det skulde, - tilsyneladende! 1 en lille Glasskaal, saa stor som et almindeligt Lommeur, blandede jeg lidt af de to Pulvere -

en god Teskefuld vel. Det slog mig, at det brune Pulver havde en lidt lysere Farvenuance, da jeg hældte det op, og en af Børnene gjorde ogsaa en Bemærkning herom, men inden jeg fik tænkt mig om eller svaret, var al videre Diskussion udelukket. Der lød et Knald - hvor stærkt aner jeg ikke; det var saa kraftigt, at det .fuldstændigt bedøvede mine Trommehinder, saa jeg hørte intet. Derimod saa jeg en vred Flamme slaa op forbi mit Ansigt, mindst i Alen høj. Glasskaalen blev borte mellem mine Fingre, den var pulveriseret, og Splinterne-føg os om Ørene.. I Bordet var der et dybt Aftryk, og et Par Træsplinter var endogsaa gaaet løs under Bordet.
    Hvad der var sket, anede ingen af os - før bagefter. Vi stod og sad som lamslaaet, mens en tyk, sort Røg bølgede hen under Loftet. Jeg gættede paa alt muligt andet end Ombytning af mine Glas, saa sikker var jeg i min Sag - men jeg fik snart andet at tænke paa. For det første havde jeg faaet Øjnene fyldt med Støv fra Eksplosionen, og dernæst havde jeg heftige Smerter i Haanden, som *havde holdt paa Glasskaalen; den var ret ilde tilredt. Det var mærkeligt nok ikke Glasskaarene, der havde været de værste, men derimod Lufttrykket, Eksplosionstrykket. En af Drengene var saa omsorgsfuld og ridderlig, at han straks sprang hen til mig for at støtte mig, formodentlig maa jeg have vaklet lidt i Øjeblikket.
    Saa snart jeg havde besindet mig, gik jeg til Kontoret for at fortælle Inspektør Arild Sørensen, om mit Uheld og bede ham rekvirere Ambulancen. Jeg mødte ham ude i Gangen - han havde hørt Knaldet og var næsten lige saa alteret som jeg. For dette var jo noget ud over det almindelige. Tilfældigvis opholdt Sygeplejersken, Frk. Steen, sig i Lokalet ved Siden af Naturhistorieværelset, saa hun tog min saarede Haand under foreløbig Behandling, mens Drengene blev synet, om nogen af dem fejlede noget. Det viste sig, at en 5-6 Stykkel var blevet strejfet af smaa Glassplinter oven i Hovedet. De maatte nu ogsaa med paa Hospitalet, og alle vi Unger blev saa læsset i Ambulancen, da den kom.
    Adrian fulgte med som Cicerone. Det var et nydeligt Optog.
    Efter at være efterset og barberet lidt i Hovedet hist og

her, blev Drengene sendt tilbage med Undtagelse af en, der havde faaet en lille Glassplint ind i Øjenkrogen ved Næsen. Han og jeg blev kørt ind til Kommunehospitalets Øjenklinik, hvor han fik Splinten pillet ud, mens jeg tog hjem for at lade mig viderebehandle derhjemme. - Det tog dog en Del Tid, før jeg fik Øjnene helt renset og Haanden helet. Tilfældet var slemt, men kunde have været meget værre, hvis det havde drejet sig om større Stofmængder. Fosfor og Kali er nemlig en meget fæl Blanding og virker som Krudt. Det er de samme Stoffer, der anvendes i Tændstikfabrikationen, kun at de her er adskilte: Kali paa Strygefladen og Fosfor paa Tændstikken el. omvendt. Hver Gang vi stryger en Tændstik, har vi altsaa den samme Eksplosition i lille Format:
    Ogsaa inde i Byen vakte Tilfældet Opsigt, og vi kom selvfølgelig i Bladene samme Aften. Der kom ogsaa Reportere ud paa Skolen for at skulle snuse; men Arild Sørensen havde resolut straks drejet Nøglen om til Naturhistorieværelset, saa de fik ikke noget at se, men maatte lade sig nøje med et kort Referat.
    Af andre større Begivenheder, vi har oplevet, kan nævnes: da »Hansa« kom. Det var ganske fornøjeligt og helt gratis. Alle vidste, at »Hansa« vilde komme, og Hjertet bankede forventningsfuldt og spændt, mens Øjnene gennemkrydsede Himmelrummet fra Morgen til Middag i alle Frikvarterer. »Hansa« var et Uhyre, et stort, tysk Luftskib, som Tyskerne i deres Zeppelinerrus vilde forlyste sig -- og os - med at vise frem. Noget saadant var aldrig set paa vore Breddegrader, og vi glædede os til Synet. Ganske vist kendte vi Balloner, dem havde vi set, saa tit i Tivoli og andre Steder, men de drev for Vind og Vove og lod sig ikke styre. Dette her var en rigtig Luftskude, der lod sig dirigere gennem Lufthavet med samme Sikkerhed og Lethed som en Oceanflyver, der farer over Atlanten, og saa var det filmed af saa mægtige Dimensioner, at det kunde rumme adskillige Oceanflyvere i sin Bug. Det varnoget; det var Verdens nyeste og største Opfindelse - altsaa. Ikke saa underligt, at der var et lille »aber« ved Undervisningen den Formiddag, og at Tankerne hos adskillige krydsede det i Møde under Indøvelse af syv Gange sytten - - eller hvad der nu ellers kunde falde for. Vi vidste jo, at Burene vilde aabne sig, naar Dyret kom, og at

der var Fest i Vente.
    Kom den ikke snart? Rygter opstod og dementeredes med samme Lethed, som man krænger en Handske, hver lille Sky, som viste sig paa Himmelen, blev til en Zeppeliner. Solen skinnede, og alt var parat . . og saa ringede Klokken! Klasserne var ikke længe om at stille op, og da vi kom ned i Gaarden, saa vi Luftskibet næse sig ind over det flade Amagerland ude fra Køge Bugt. Det gik ikke højt, og det kom hurtigt nærmere. Det satte Kursen lige hen over Skolen og saa lavt nede, at vi kunde se Folkene om Bord og tyde deres Viften. Hvis de havde Øren at høre med, maatte de ogsaa have kunne opfange Børnenes »Hurra«er nede fra Skolegaarden.
    Det var i Sandhed et Syn!
    Stor var den - en mægtig Kolos - men størst, da den laa landet paa Kløvermarken, hvor den ragede op som et fireetages Hus og saa langt som en Gade, skinnende hvidt i Solen. Selv om Østerrigs- og Ungarnsgade fra Skolen til Holmbladsgade blev lagt sammen Side og Side, vilde de ikke have kunnet afgive Plads nok til, Luftskibet - saa mægtigt var det.
    Vor Nysgerrighed var virkelig tilfredsstillet.
    En anden storslaaet Begivenhed var, da Solen gik væk midt om Eftermiddagen . . . eller næsten da. Der blev kun en lille Ring af den tilbage. Og ogsaa dette Naturfænomen var Børnene med til at fejre i det fri i Skolegaarden og udenfor. Det var jo lige saa godt, ja endog fuldt saa godt som en Time i Astronomi. Alle havde forsynet sig med sværtede Glas, og spændt ventede vi paa at Forestillingen skulde begynde. Præcis paa Slaget begyndte Maanen sin Vandring hen over Solskiven, vi saa den klippe et større og større Stykke bort af dens gyldne Skive, og Virkningen udeblev ikke. Dagslyset blev søvnigt og gik til sidst over i en underlig trist og skummel Skumring, der mindede noget om Aftenskumringen, men uden dennes oplivende Momenter med Aftenrøde etc.. Fuglene blev fuldstændig sindsforvirrede og troede, det var Sengetid. De satte sig til Ro paa Grenene, pustede sig op og gjorde sig tykke og beredte sig til at lukke Øjnene, de kunde ikke forstaa, hvorfor de ikke var rigtig søvnige endnu, og udtrykte deres Forundring ved en halvt ængstelig Pippen.

Solpletterne, som dannede sig under Træerne i Skolegaarden, og som jo ellers er runde, fik mere og mere af Halvmaanens Skikkelse, ja blev til sidst til rene Nymaaner. Og da Formørkelsen var paa sit højeste, kom Aftenstjernen svagt til Syne lidt til højre for den formørkede Solskive, saa man nu ogsaa havde den Fornøjelse at se Stjerner ved højlys Dag. Da var 10/11 af Solens Skive skjult af Maanens mørke ugennemsigtige Krop. - Hvad Fuglene tænkte, da det atter blev lyst efter 1/2 Times kort Nat, er ikke godt at vide, men vi kan godt forstaa, at Folk i Overtroens Tid maatte faa sig en pæn, lille Forskrækkelse i Blodet, naar Solen, den kære Sol, saadan gik hen og lavede Ballade - hvad jo ogsaa skete dengang og fremdeles vil ske ogsaa i Oplysningens Tidsalder.
    Som tidligere nævnt begyndte Skolen med en Stab af 21 Lærere og 45 Lærerinder. Af disse er der nu kun 2 Lærere og 3 Lærerinder i Funktion ved Skolen for Øjeblikket, nemlig foruden Viceinspektøren og Viceinspektricen: Hr. Adrian, Frk. A. Petersen og Frk. Bertelsen. At der i Løbet af 2o Aar har fundet saa store Forskydninger Sted, er mærkeligt og vel ogsaa nok enestaaende paa en Skole, men finder sin Forklaring ved Bydelens hurtige Vækst og det store Antal nye Skoler, som medførte Overflytning af Klasser og Lærere til disse. Naturligvis har Døden ogsaa ryddet op i Rækkerne og krævet adskillige Ofre udover - man kunde fristes til at sige det normale. Det er nemlig ikke udelukkende blandt de ældre, Døden har gjort sin Høst, men ogsaa blandt de yngre og tilsyneladende livskraftige.
    Den første, der gik bort, var Hr. Andreasen. Han døde 1913. Han hørte til »de indlemmede«, som kom under Københavns Skolevæsen samtidig med at Sundby blev inkorporeret i Københavns Kommune. Han var cand. phil., det var hans Stolthed at være »Akademiker«. Det smagte dengang af noget mere end blot at være Seminarist - dengang ja. Nu har Tidens Demokratisering slidt en Del af Forgyldningen af >den sorte Skoles« Prærogativ. Sølvsnoren om Studenterhuen skinner ikke med samme Glans som før. Men som sagt Andreasen var af den gamle Skole og holdt sig uforandret med Hovedet højt løftet over Tidens Rørelser. Han blev derved en Type paa det forbigangne - for en Type var han.

    Naar man saa ham komme fejende henad Gaden med en Vivacitet og Spændstighed som en ung Mand, skulde man ikke tro, han nærmede sig de 70. Han holdt sig, men hans Pædagogik var forældet og forlængst passe - ihvor meget han anstrængte sin Stemme i Timerne. Ingen kunde være i Tvivl om, hvor han var; det hørtes paa lang Afstand, og han blev paa en Maade original ved det Bulder, der stod om ham. At han blev gammel, var han vel nok selv den sidste til at tro, for han gik sine lange Ture lige til det sidste, og med Skridttæller i Lommen, for at forvisse sig om, at hans Ture fik den reglementerede Længde. Han byggede sig et Hus, og den sidste Sommerferie, han levede, begav han sig paa Rejse til Ægypten. Men han naaede ikke saa langt. Han kom kun til München, da han gjorde omkring. Han var blevet bange for at rejse videre. En pludselig Angst havde banket paa hos ham, og gjorde ham nervøs og søvnløs. Men da han fik at vide, at saadant kunde hænde enhver, var han kort efter Skoleaarets Begyndelse parat til at tage fat igen. Der var imidlertid ud fra den Lægeattest, han havde leveret, kommet Forhandlinger i Gang, som førte til, at han tog sin Afsked. Han døde 14. juni næste Aar - af Bronchitis.
    Tre Aar efter indtraf et andet Dødsfald. Det var Frk. Simonsen. Hun var i sin kraftigste Alder da det skete, og hendes Død kom derfor overraskende. Opofrende, som hun var, og interesseret for alt hvad der vedrørte Skolen og dens Klientel, havde hun ladet sig overtale til at medvirke ved Børnehjælpsdagens Afholdelse.
    Det havde hun gjort flere Gange før, og det var gaaet godt. Men sidste Gang var Vejret meget uheldigt. Det var koldt og meget blæsende, og hun havde faaet Plads ved et Telt paa Gl. Torv, hvor hun var udsat for stærk Træk. Det førte til at hun fik Lungebetændelse. Hun døde d. 4. Juni .1916 og blev ført til Møen for at begraves i Familiens Gravsted. En Repræsentant fra Skolen tolkede ved Graven Personalets Deltagelse Over hendes uventede, sørgelige Bortgang. Mærkelig nok havde hun i en Samtale nogle faa Uger, før hun blev syg, udtalt som sit Ønske, at hun, naar hun engang skulde dø, ikke maatte blive revet alt for pludselig bort, saa hun ikke kunde faa Tid til at forberede sig paa Dødens

Komme. »Jeg ønsker mig at maatte dø af en Lungebetændelse,« sagde hun, og hun fik sit Ønsket opfyldt, hurtigere end hun - og vi - ventede.
    Tre Uger senere døde Frk. A. J. Petersen. Hun havde skrantet i nogen Tid, men ingen troede dog, at Sygdom men var saa alvorlig, som den viste sig at være. Sygdommen var Kræft.
    Et andet ligesaa sørgeligt Dødsfald kom 1920. Det var den unge, livsglade, fornøjelige Hr. Jacobsen. Hvem anede, at han, saa munter og frisk, allerede gik med Døden i Hjertet, da han en skønne Dag begyndte at fortælles os, at han ikke befandt sig vel.
    Vi klappede ham beroligende paa Skulderen og lo ad ham, for han havde det med at fortælle, naar der var et eller andet i Vejen. »Du er nervøs, Jacob, det er det hele!« sagde vi - »Ja, det er det vel nok ogsaa! « svarede han saa. Til sidst maatte han dog raadspørge en Læge, og denne fortalte ham at det ikke kunde være Nervøsitet, for han havde Feber.
    Det var maaske blot Forkølelse; han maatte holde Sengen nogen Tid. Men Feberen blev ved, og til sidst kom han paa Hospitalet. Her konstanteredes det, at Feberen skrev sig fra en Infektion i selve Hjertet. Han døde den 28. August efter et langt og trist Sygeleje.
    Det er trist at skulle blive ved. Men medens vi er ved Dødsfaldene, maa jeg ogsaa omtale Frk. Dahls. Det kom mere uventet og overraskende end noget andet. Den unge, kraftige Gymnastiklærerinde saa jo ud som Sundheden selv. Hvad kunde hun vel komme til at fejle. Hun fik Influenza i Efteraaret 1923, den Sygdom er jo ikke. saa ualmindelig, den kan vi alle faa, men den gaar over igen; for det meste da. Men det gjorde den ikke for Frk. Dahls Vedkommende, skønt det til en Begyndelse nok saa saadan ud. Hun blev tilsyneladende bedre, men helt rask følte hun sig ikke. Der var stadig lidt i Vejen med Hovedet. Til sidst mente hun dog at være saa rask, at hun som hun telefonerede til Inspektøren, haabede at kunne komme paa Skolen og begynde igen om nogle faa Dage. To Dage efter var hun død. Hun havde spist til Middag sammen med sin Familie og var

derefter gaaet ind paa sit Værelse for at hvile sig lidt, inden de drak Kaffe. Da man saa ind til hende, laa hun paa Sengen og var livløs. Hun var blevet et Offer for den mærkelige Sovesyge, der optræder under saa mange Former, tit i Forbindelse med Influenza, skønt heldigvis ret sjældent.
    I 1917 havde Skolen skiftet Inspektør. Arild Sørensen, der 11 Aar med saa stor Dygtighed havde styret Skolen og derved gjort sig særdeles afholdt baade af Lærerpersonalet og af Børnene, var blevet udnævnt til Viceskoledirektør, hvortil hans pædagogiske Indsigt og udmærkede administrative Evner gjorde ham selvskreven. Han maatte altsaa forlade, Skolen og med Spænding imødesaa vi, hvem der skulde blive hans Efterfølger.
    Valget faldt paa V. 0. Zangenberg, dengang Viceinspektør ved Enghavevejens Skole.
    Han tiltraadte sin Stilling hos os i. April 1917, og skønt det selvfølgelig var vanskeligt at blive Arvtager efter Arild Sørensen. lykkedes det dog hurtigt for ham at finde sig til Rette og vinde Børnenes og Personalets Tillid. For disse sidste var det store Spørgsmaal foreløbig dette: vil han kunde lægge gode Skemaer? Et godt Skema er nemlig en attraaet Ting. Ens Velbefindende afhænger i høj Grad af, hvorledes vor Arbejdstid lægges til Rette - det siger sig selv - og Skemalægningen faar derfor Indflydelse paa hele Skolens pædagogiske Drift og Velvære. Men det er en Kunst at lægge gode Skemaer - ikke alle kan det. Der hører Hjerne til og et dagelangt Slid i den Tid Skemalægningen foregaar, saa det er ikke videre fornøjeligt for den, der skal udføre det, og heller ikke videre taknemmeligt, for det hænder jo let alligevel, at der - trods Slid og Hjerne - er en eller anden, som føler sig skuffet, naar det kommer til Stykket.
    Men det blev altsaa Zangenbergs Lod i Løbet af tre Maaneder at vise os, hvad han duede 'til som Skemalægger. Det klarede han imidlertid brilliant. Det viste sig, at hans Skemaer var endogsaa i forbavsende Grad gode, og saa kunde vi jo ikke andet end være tilfredse. Og Tilfredsheden holdt sig lige til hans Død, hans tidlige Død, i 1919.

    Det kom rigtignok overraskende for alle, da Dødsbudskabet den 31. Oktober, Aften blev bekendt. Jeg havde talt med ham om Middagen, og da var han kvik og livlig.
Han havde ganske vist i nogen Tid søgt Læge, og Lægen havde sagt noget om Aareforkalkning, og at han burde opholde sig saa meget i frisk Luft som muligt, hvorfor han havde købt sig et Stykke Jord oppe ved Røde Vej, og herop gik han en Tur hver Dag for at grave. Den nævnte Dag havde han netop bedt mig om at tage Kontortimen Kl.2-3, saa han kunde blive længe ude. Det gjorde jeg og anede intet, før Vicedirektøren (Arild Sørensen) Klokken 8 ringede mig op og spurgte: »Har De hørt, at Zangenberg er død?« - Nej, det havde jeg rigtignok ikke, og nu fortalte han mig, at Zangetfberg var kommen hjem fra Haven - lidt træt maaske - men uden andre Svaghedsfornemmelser Han havde ligget, og hvilet sig lidt paa Chaiseloug'en, hans Kone var gaaet ud i Køkkenet, men Døren stod aaben, saa hun kunde høre, at han kaldte. Da hun kom derind, var han imidlertid gledet ned paa Gulvet og var - død.
At Døden vilde komme pludselig, var kun, hvad han havde ventet. Det havde han talt saa tit om; for alle hans nærmeste i Slægten var gaaet bort paa den Maade, »og det vil gaa mig ligedan«, plejede han at sige; men slet saa tidlig, som Døden indtraf, ventede han den dog sikkert ikke. Han blev begravet paa Sundby Kirkegaard under stor Deltagelse af Skolens Lærerpersonale og af Børnene, der smykkede hans Baare med Blomster.
Det blev nogle travle Maaneder som fulgte efter, for Husvildehistorien led nu mod sin Ende; saa nu skulde Skolen renses og gøres i Stand, og Klasserne:. føres tilbage fra Lergravsvej. Vi var alle lige utaalmodige efter, at det kunde ske hurtigt - vore Værter ovre i Lergraven ikke mindst. Inspek'tør Olsen passede paa ikke alene hos mig, men ogsaa oppe i Skoledirektionen. Men alt skal have sin Tid. Det.var en frygtelig Vandalisme, der var øvet i vore Lokaler,, saa en grundig Istandgørelse var nødvendig, endogsaa Luftkanalerne maatte renses for Støv o. Ig. Værst var det at faa Malerarbejdet færdigt, for det var en daarlig Tørretid.

Men omsider var vi dog saa vidt, at jeg turde give Ordre til at rykke ind »om 3 Dage«. Jeg rystede rigtignok indvendig, for netop som Ordren var givet, kom Vilhelmsen og meddelte mig, at Lakken paa et af Drengenes W. C. var »slikket af. Jeg havde staaet ved Kontorvinduet en halv Time tidligere og set en Droske holde udenfor, mens Droskekusken foretog et lille Smut ned i den nederste Ende af Gaarden, saa jeg kunde straks fortælle Vilhelmsen, hvor Lakken nu sad ... men trøste mig gjorde det ikke, for sæt, at 3 Dage ikke kunde tørre W. C.erne til Børnene kom - det var jo en frygtelig, en horribel Tanke. Men heldigvis kom der 3 Dages godt Tørrevejr, og Situationen var reddet. Det blev lidt af en Festdag at vende tilbage og komme i de gamle Folder igen. Vi havde ingen Inspektør, men det gjorde ikke noget. Alt gik sin støtte, rolige Gang, Lærergerningen er jo ikke et Arbejde, der trives bedst under Tilsyn, men snarere det modsatte! 1 Frihed og under Arbejde - kun at der arbejdes. For Lærergerningen er Slid. Den kræver, som en Inspektør engang udtalte sig: en fuld Mands hele Energi. Folk, der staar udenfor, er tilbøjelige til at mene, at Lærergerning er en nem og magelig Bestilling. Jo, god Morgen! - Det ser vi bedst paa Vikarerne, som kommer ind til Skolevæsenet, blomstrende friske - særlig Damerne - men se dem et halvt Aar efter, de ligner da knækkede Liljer, mange af dem - blege, afrakkede. Naturligvis er Begyndelsen ogsaa den værste, er de blevet vant til Trædemøllen - og Sliddet - retter de sig heldigvis lidt efter lidt igen, ellers saa det jo galt ud. Men en haard Tørn er det. Det er nemlig ikke blot det, at Læreren fra Time til Time skal holde sig selv paa »fuld Højde«, ogsaa Børnene skal holdes i Aande, saa de ikke taber Interessen for det der foregaar, falder hen og drømmer - hvad de har saa umaadelig let ved - saa Lærerens Blik maa uophørligt vandre fra Bord til Bord, fra Plads til Plads, for at se alt, hvad der foregaar, og læse paa hvert Ansigt, hvor vedkommende har sine Tanker henne . . . og saa herse, herse for at faa Kundskaberne fyldt paa de smaa Dunke, uden at noget spildes. For Videnskaben har til Dato ikke opfundet en Tragt. man kan hælde Kundskaben igennem, som man fylder Saft paa Flasker. Nej, meget, meget løber

udenfor - desværre; saa meget, at det svier en i Hjertet. Og denne Svien hører ikke til det behageligste for en Lærer at komme over, maa I tro. Og saa er der det, at Lærerens Arbejde undertiden - fejlagtigt! - mødes af Modstand i Hjemmet, hvor lille Per ud fra sine Forudsætninger opfatter Dunkepaafyldningen som barbarisk og skildrer den i Farver, som en Moders -- og somme Tider ogsaa en Faders - Hjerte ikke kan staa for. Man synes, at Læreren er en streng, ufølsom, uretfærdig, krakilsk og nederdrægtig Fyr o.s.v., og saa er Sagen dog den, at Læreren vil Barnets Vel - helt og kun dets Vel -- lige saa fuldt som Hjemmets Far og Mor.
Lille Per har bare en anden Opfattelse af ,Vellet' for sit Vedkommende … og hvordan skulde det være anderledes! Først naar han er voksen og har faaet Erfaring, ser han anderledes paa Sagen.
Naa… jeg maa vist ogsaa holde mig noget mere til Sagen og gaa videre med Skolens Historie.
Ja, nu er vi såa naaet helt ned til Nutiden. Det blev Viceinspektør O. Larnøe fra Nørre Alles Skole, der traadte i Zangenbergs Sted, dog først efter næsten ½ Aars Forløb. - Dagen efter Inspektør Zangenbergs Død - altsaa den 1. Novbr. 1919 - blev Frøken Margrethe Petersen udnævnt til Inspektør ved Ny Carlsbergvejs Skole. Det var den første Forfremmelse blandt Personalet ved Østerrigsgades Skole. Senere udnævntes Frøken Herling - først til Viceinspektrice ved Alsgades Skole og siden - til Inspektør ved Enghavevejs Skole. I Fjor forflyttedes Hr. Thousig til Matthæusgades Skole som Viceinspektør. I de 20 Aar; Skolen har bestaaet, er der kun faldet disse tre Forfremmelser blandt Personalet.
Kigger vi indenfor i Skolen nu, vil man jo se de samme Døre med de samme Nr. paa som tidligere, men er det længe siden Trapperne sidst genlød af ens Skridt, vil man jo nok hist og her opdage Smaaforandringer. Navnlig vil Opmærksomheden fanges af nogle herlige Billeder paa Drengesiden. Paa 1. Sal saaledes af et Billede af Kongen, der rider over Grænsen ved Danmarks og Sønderjyllands Genforening; paa 2. Sal et Billede af Bisp Absalon, der grundlægger Staden København - og oppe ved Tegnesalen        

det yndigste Interiør af Drenge og Piger beskæftiget med at tegne. Billederne er malet paa selve Væggen og udført af vor udmærkede Tegnelærer H. Andersen, der synes at kunne faa Tid til alt, og som foruden at være Tegnelærer er virkelig Kunstner - Billedhugger af Fag, men male kan han ogsaa. Det er en Fornøjelse at gaa Trappen op og dvæle ved hans Kunstværker … og han har flere Farver i Krukkerne endnu, siger han. Lad os da se Tiden an - det ender nok med, at vi maa rejse ham et Monument nede i Skolegaarden!
Se saa - mine Damer og Herrer! Her falder Tæppet for min Journalistvirksomhed ved det ud mærkede og celebre Blad „Skolekammeraten", hvor min Pen nu har boltret sig i et Par Aars Tid. Jeg haaber, at jeg ikke har trættet jer alt for meget i Mangel af „bedres havende". Jeg har søgt at prikke ved Erindringen om en Tid, da I, som man siger, „hængte paa 'en" og undertiden var lidt mere mellemfornøjede end strængt taget nødvendigt - for skal vi ikke være enige om, at det alligevel var en dejlig Tid, en Grotid for jer, som I slet ikke kunde undvære, og at I uden den slet ikke vilde være blevet til de Mennesker, I nu er blevet til.
Havde jeg jer samlet omkring mig i dette Øjeblik, vilde jeg udbringe et Leve for Barndoms- og Skoletiden, og jeg er sikker paa, at det fra jer Side vilde faa et dundrende Hurra.
Altsaa: far vel for denne Gang -! Skulde det være en anden Gang, saa ... naa, god Morgen!