Hennys erindringer

Mit navn er Henny Jeppesen, født Petersen. Jeg er 91 år og husker derfor ikke så godt som før i tiden. Men mine venner og naboer Ruth og Kaj Andersen har bedt mig om at skrive om min skoletid og Østrigsgades Skole, hvor jeg gik i skole i syv år fra 1923 til 1930, så nu prøver jeg, så godt jeg kan samtidig med, at jeg også skriver lidt om kvarteret.

I min barndom boede jeg på hjørnet af Holmbladsgade og Østrigsgade. Lejligheden var en stor hjørnelejlighed, hvor der var en korridor, et kammer og et soveværelse, hvor der var et billede af min storesøster Grethe, der var død under den spanske syge, tre år gammel. Der var desuden et stort køkken med spisekammer, køkkenbord, tallerkenrække, jernkomfur, sort vask og koldt vand, en spisestue med et spisebord og seks stole, en loftpetroleumslampe, en kommode og et konsolspejl, en kakkelovn og et børnebord med stol, og endelig var der hjørnestuen, hvor der stod en chiffonniere med Thorvaldsens Jesusfigur, en divan/sofa, et kurvesofabord med kurvestole, en loftpetroleumslampe, et pibebræt med lange piber og en kakkelovn med dekoreret skærmbræt.

Til jul stod juletræet i hjørnestuen, og dørene blev først åbnet, når træet var tændt. I toppen sad en nisse på en halmstol, og det var jeg lidt ked af, for hos mine legekammerater havde de en stjerne, og det syntes jeg var meget bedre. Vi fik risengrød og flæskesteg juleaften, men forinden holdt vi i stilhed mørkning, og når kirkeklokkerne begyndte at ringe julen ind, rejste min bedstefar sig og gik rundt til hver enkelt, gav dem hånden og ønskede glædelig jul. Det var meget højtideligt. Halvvejs op mod Amagerbrogade var Holmbladsgade jordvej, og så vidt jeg husker, var også Østrigsgade jordvej. På hjørnet af Holmbladsgade og Østrigsgade lå der en manufakturforretning, der handlede med strømper, undertøj, handsker, meterstof og børnetøj. Indehaveren var en gammel dame, der hed fru Mortensen, og da hun døde, var det første gang i mit liv, at jeg hørte om et dødsfald: "Fru Mortensen er død", sagde de voksne, og det udsagn skar sig ind i mig, så jeg husker det den dag i dag.

Hele vejen ned ad Holmbladsgade var der små forretninger, og om lørdagen havde de åbent til klokken ni om aftenen. Så var der en leben i gaden, hvor folk købte ind og mødte hinanden og sludrede, for den gang kendte man alle i kvarteret.

For enden af Holmbladsgade lå der en havekoloni, der hed "Aftenro", selv om det var det eneste, der ikke var. Her havde vi en kolonihave, og hver sommersøndag drog hele familien af sted til "Aftenro" med kalvesteg, sovs og kartofler, rabarberkompot og rabarbergrød med mandler på pakket ned i store spånkurve. Det var dejlige søndage, vi havde her, og jeg legede med mine kusiner, fordi der var flere fra familien, der havde haver samme sted. I gaderne var der først og fremmest hestevogne og meget få biler (taxaer). Sporvognen var hestetrukken, og selv om brandmajoren havde en lille bil, så var stigesprøjten forspændt seks heste. Det var et syn for guder, når de kom løbende i fuld galop fx engang, da en papirfabrik, der lå for enden af Holmbladsgade, brændte. Alle børnene styrtede ud af gården og råbte: "Sprøjterne kommer! Sprøjterne kommer!", mens de hujende løb efter dem. Ja, sikken et ståhej.

Der var perioder, hvor jeg selv skulle stå op om morgenen, når jeg skulle i skole. På bordet i køkkenet stod der så en kop kold kakao og ved siden af koppen lå min madpakke. Jeg var altid sent på den, så fem minutter i otte løb jeg hjemmefra, og hver morgen mødte jeg den samme mand i Østrigsgade. Han var også sent på den og kom løbende med flagrende frakke, blød hat på hovedet, og en mappe i hånden. Den gang tænkte jeg ikke over det, men i dag ved jeg, at han måtte have været kontormand, påklædningen og tidspunktet taget i betragtning.

Kom man ind i skolegården, efter klokken havde ringet, og børnene allerede stod i rækker, blev man stillet hen ved muren og "set på", og det var meget flovt.

I Østrigsgade Skole var drenge og piger skarpt adskilt. Den ene side var pigeside, og den anden var drengeside. Jeg gik derfor i en ren pigeklasse og havde fru Hartling som klasselærerinde hele min skoletid. Hun underviste os i dansk og regning og i historie og bibelhistorie, men vi havde også fag som håndarbejde og husgerning, gymnastik, svømning og sang. En af de andre lærerinder hed fru Husum, og hun var meget sød og elskelig.

Hver eneste dag sang vi morgensang og bad Fader Vor. Kom der en voksen ind i klassen, skulle vi alle rejse os op og stå ret ved vores pulte. Der skulle være stilhed i klassen under undervisningen, og selv ikke en hvisken med sidemanden tåltes. De, der var langsomt opfattende kunne fru Hartling banke i hovedet med sit kridt, mens hun råbte: "Du er så dum som en torsk!" eller "Du glor som en ko på en rødmalet!"

I 1. klasse stod vi op ved vore pulte og fremsagde bogstavernes lyde og alfabetet i kor. Vores første læsebog hed "Børnenes Danske Læsebog ABC" og var fra 1922. Vi var færdige med ABC´en ved juletid, og da vi nåede sommerferien var vi færdige med "Børnenes første læsebog". Da jeg var otte år, kunne jeg selv læse H. C. Andersens "Den lille havfrue", som var min ynglingshistorie. Men op til mine fødselsdage begyndte jeg også at stå med næsen helt inde ved boghandlerens vindue for at se på pigebøger. En fødselsdag ønskede jeg mig en bog, der hed "Tre raske piger", og som havde et omslag, der så meget spændende ud. Min far og mor gav mig bogen, og da jeg glad stod med bogen i hånden, spurgte min far, hvem der var den mest raske pige. Jeg kiggede meget nøje på omslaget, men kunne ikke rigtig bestemme mig for, hvem der var den raskeste, før min far selv kom med svaret: "Ja, men det er da dig" og således gav mig en stor fryd.

Min klasselærerinde, fru Hartling, var mor til den senere venstrestatsminister Poul Hartling, og hun var meget dygtig, meget temperamentsfuld, meget religiøs og meget streng, men - syntes jeg - også retfærdig. Hun var en fremragende fortæller og kunne tryllebinde os med Danmarks- og Verdenshistorie og male begivenhederne med ord, så vi fx "så" den franske revolution: de vajende faner, de ophidsede borgere, guillotinen, der arbejde i døgndrift, de afhuggede hoveder, blodet, der flød i gaderne og de mange ulykkelige i revolutionens fængsler. Men vi blev også kaldt op til katederet for at stå rundt om fru Hartling og se billederne i hendes bog.

Vi måtte ikke tale "Grønnegadesprog", som fru Hartling udtrykte det. Det hed fx ikke "gållerner", men "gulvene", og det hed ikke "køkkenæet", men "køkkenet".

Til jul tegnede fru Hartling en grangren på tavlen, og den sidste skoledag inden jul var der juletræ i gymnastiksalen. Her sang vi de gamle julesalmer, og oppe i klassen igen læste fru Hartling et juleeventyr. Men denne dag var også min fødselsdag, og derfor havde jeg lov til at tage min dukke med i skole og dele bolcher ud til mine klassekammerater. Min dukke var meget fin, for hvert år til min fødselsdag syede min dygtige mor nyt tøj til den, der var identisk med mit eget.

Om sommeren, i gymnastiktimerne, gik vi i samlet flok ned til Amager Helgoland. De, der ikke kunne svømme, skulle lære det, og de, der kunne svømme, skulle tage den lille og den store frisvømmerprøve. Når vi var færdige med timen, skulle vi klæde os på i nogle rum, der tilhørte skolerne. Og mens vi klædte os på, nedskrev lærerinden i en protokol, hvor langt, hver enkelt var kommet i undervisningen. Hun råbte et navn op, og så skulle man fx svare: "Jeg er kommet til 100 meter brystsvømning". En dag tidligt i forløbet råbte hun: "Inger Christensen. Hvor langt er du kommet?", og Inger, der havde misforstået det hele, svarede umiddelbart: "Til underkjolen." Alle pigerne lo, og selv lærerinden måtte trække på smilebåndet.

Min sjælsveninde lige fra første klasse hed Rita. Vi sad ved siden af hinanden, lavede lektier sammen og fulgtes hjem fra skole hver dag. I klassen var der en pige, som vi syntes var rigtig dum og kedelig. Og en dag på vej hjem fra skole trak Rita og jeg hende i fletningerne og sagde: "Dit røvhul" til hende. Dagen efter sladrede hun selvfølgelig til fru Hartling, der kaldte os op til katederet og tog os med ned på lærerværelset. Der stod vi så: to små, bekymrede piger med rottehaler og bange anelser. Fru Hartling spurgte os, hvad vi havde sagt til pigen, dagen før på vej hjem fra skole. Jeg kunne umuligt få mig selv til at sige de formastelige ord: "Dit røvhul.", så jeg sagde, at jeg ikke kunne huske det. Men fru Hartling blev ved med at presse os, og til sidst sagde hun til Rita: "Du kan hviske det i mit øre", og Rita gik hen til fru Hartling og hviskede hende i øret: "Dit røvhul". Nu var det sagt, og jeg troede, at jorden ville revne under os. Men vi fik blot besked på aldrig mere at være efter pigen, og vi gjorde det da heller aldrig siden.

Jeg var ikke god til at regne, men ellers klarede jeg mig udmærket. Jeg var god til at læse og skrive stile og kom godt ud af det med mine kammerater. Jeg kunne lave sjov med tingene, og det falder som regel i god jord, hvor man så er. Jeg elskede dog ikke at gå i skole, måske fordi min far var streng og slog mig, hvis jeg ikke kunne mine lektier. Men da jeg var 10 år blev mine forældre skilt, og jeg kom i en kort periode til at gå på Frederikssundsvejens Skole. Det var ikke sjovt at være ny i en ny skole, for jeg blev kanøflet af en stor pige, der var efter mig på vej hjem fra skole. Og selv om jeg klarede mig nogenlunde, så var hun skrap, så også af den grund savnede jeg dybt og inderligt den gamle Østrigsgade Skole og alle klassekammeraterne.

På Frederikssundsvejens Skole fik jeg en lærerinde, der var så sortklædt og fordømmende, at det gjorde ondt. Det var forår, og jeg skrev et gækkebrev til lærerinden. Brevet lød således:


Ak ve og skræk! Lærerinden blev aldeles forarget: Det var dog det værste, hun havde været udsat for. Og den elev, der havde skrevet gækkebrevet, var den mest uartige unge, hun havde kendt. Jeg gled længere og længere ned på pulten og skulle ikke have noget af at fortælle, at det var mig, der havde skrevet brevet. Og da mit navn stod med prikker, ved jeg ikke, om hun nogensinde opdagede det.

Gudskelov kom jeg tilbage til Østrigsgade Skole og de gamle lærere og klassekammerater og kunne igen gå rundt i pigegården med Rita under armen og sludre og fortælle historier og drømme om at blive skuespillerinde. I min familie gik især kvinderne og børnene jævnligt i biografen, mens mændene spillede kort. Det var i stumfilmens dage, men der var mange morsomme film med Chaplin, Buster Keaton og Harald Lloyd, ligesom der var dejlige og forførende film med bl.a. Lillian Gish, Mary Pickford, Cloria Swanson, Douglas Fairbanks og Rudolph Valentino. Så efter hver biograftur var jeg helt væk og sad dagen efter i skolen og så ud af vinduet og tænkte på alt det, jeg havde set, indtil fru Hartling sagde: "Så Henny! Nu drømmer du igen! Kan du så være opmærksom!"

Vi måtte ikke spille bold eller sjippe og hinke i skolegården, men i tifrikvarteret spiste vi vores madpakker under halvtaget i skolegården hele skoleåret rundt. Oppe fra den indvendige trappe i skolen kunne vi piger, fra et vindue, nogen gange se vores snit til at se ned i drengegården, men det var ikke noget rart syn, der mødte os, for drengene sloges og brugte deres bænk under halvtaget til "pinebænk".

Jo ældre jeg blev, jo mere drømte jeg om at få en uddannelse. Men den småborgerlige tankegang i min familie var, at det ikke var nødvendigt. Jeg var pige og skulle giftes og have børn og kunne stå i butik eller arbejde på fabrik og tjene nogle penge, indtil jeg fik en mand, der kunne forsørge mig. Og sådan blev det. Jeg forlod skolen efter 7. klasse, tretten et halvt år gammel.