Helges erindring

      I august 1928 startede jeg min skolegang på Østrigsgades Skole i 1.a med ca. 22 andre drenge Jeg hed­der Helge Meyer Nielsen og var fyldt 6 år d. 9. juni. Jeg boede med mine forældre Ved Sønderport 13, hvor­for min skole­vej foregik til fods i 2 år og derefter på cykel. ad Up­lands­gade, der dengang hed Carl Lunds Gade, videre ad Verm­lands­gade, over Holm­blads­gade til Un­garns­gade, hvor indgangen til drenge­gården var.

      Dengang var skolegården opdelt i en drengegård mod Ungarnsgade og en pigegård mod Østrigsgade for at undgå samkvem mel­lem køn­nene. Kl. 8,00 blev eleverne ringet ind efter at have stil­let op klas­sevis under opsyn af den lærer, der havde gårdvagten. I ræk­kerne skul­le der være fuldstændig ro. Enhver uromager blev taget ud af ræk­ken og placeret ved muren for senere at blive straffet med en lus­sing, el­ler en times efter­sidning, en såkaldt sveder. Derefter begav man sig klas­sevis til klas­seværelset, hvor man stående ved pulten afventede lærerens ankomst. Fandt den­ne, at alt var i orden, fik man ordre om at sæt­te sig, og i øvrigt tie indtil man af læreren blev stil­let et spørgsmål, som man forhåbentligt kun­ne svare rigtigt på.

      I klas­se­væ­rel­ser­ne bestod møble­mentet af faste pulte med plads til 2 elever ved hver og placeret i 3 ræk­ker. I pultens bordplade var ned­fæld­et et blækhus af glas og en rende til penalhus. Læreren var pla­ce­ret ved endevæggen på et kateter, der var hævet et trin over gulvet. Bag læreren fandtes en vægtavle, hvor skriveredskabet var kridt. Til rengøring af tavlen brugtes en tav­le­klud med til­hø­ren­de vand­fad. Et fast inventar i klas­sen var også en spytbak­ke.

      Elevernes overtøj hang på knager ude på gangen. Væggene på gange og trap­per var i øvrigt smukt dekoreret med fine kalk­ma­le­rier udført af tegnelærer Herman Andersen.

      Vor klas­selærer hed Hr. Kjær. Han var vor lærer i læsning, skrivning og regning En meget dygtig og elsket lærer, som ved brug af en ABC meget hurtigt fik de fleste i klas­sen lært at læse, så vi al­lerede i 2. klas­se fik glæde af skolebiblioteket. Til undervisning i skrivning fik hver elev udleveret en lil­le tavle, som vi lærte at skrive på ved hjælp af en griffel. Der skul­le gode nerver til at udholde den skrigende lyd, som griflen frembragte på tavlen. Rengøring af tavlen foregik med en fugtig svamp. Men vi fik da lært både at skrive og stave. Senere avancerede vi til at bruge elastik pen og blæk til skrivning i et stilehæfte.

      Hr. Kjær kæmpede en tap­per kamp for at indvie os i det tal mysterium, der kaldtes regning. Nogle havde let­tere ved at forstå de forskel­lige regnearter end andre. Jeg hørte desvær­re til de, der syntes, at regning var den højere videnskab. I 4. klas­se havde vi det, som kaldtes mel­lemtimer. Skoletiden var opdelt i timer fra kl. 8 - 11 og fra kl.13 - 15. De to fritimer anvendte jeg 3 gange om ugen hos hr. Kjær med regneundervisning og de resterende 3 gange med tegneundervisning. Det forbedrede da så meget på mine "færdigheder" i regning, at jeg senere kun­ne begynde i mel­lemskolen.

      I undervisningslokalet for tegning, der lå i tagetagen, regerede tegnelærer Herman Andersen. Han var en hyggelig, og syntes jeg, gam­mel buldrebas­se, der for mig kom til at betyde en stor interes­se for faget, selv om det startede med en total opgivende tegnelærer. I Ungarnsgade var byggeriet af an­neks­skolen så vidt fremskredet, at jeg i de før nævnte mel­lemtimer blev sendt over på den nye bygning med besked om at tegne den gamle skole set derovre fra. Jeg startede i stor stil med at tegne taget for så at arbejde mig ned mod tr­ræn. Herman Andersen spurgte mig med meget store ord, om jeg nogensinde havde set et hus blive bygget op­pe fra. Jeg begyndte forfra fra neden. Han lærte mig grundreglerne i per­spek­tiv­teg­ning, Hans undervisning lagde grunden til, at jeg mange år senere fik en ud­dan­nelse til arkitekt.

      I bibelhistorie el­ler religion havde vi i hr. Tharfeldt, en lærer, som på grund af sine mange rejser til Palæstina, kunde le­vende­gøre al­le fortæl­lingerne i det nye testemente. Han var en meget inspirerende lærer, der lærte os salmer og den lil­le katekismus udenad.

      En anden lærer, som ihvert fald hos mig væk­kede interes­sen for fortiden, var hr. Hartling. Han gjorde danmarkshistorien så levende, at faget historie gen­nem resten af min skoletid blev en af favorit­terne, og interes­sen har holdt sig lige siden. Hr. Hartlings søn Poul blev senere Danmarks statsminister og FN's flygtningegeneralkom­mis­sær.

      Geografi og naturhistorie blev varetaget af hr. Witt Nielsen. Han lærte os først Danmarks forskel­lige landsdele med omkringliggende farvande og al­le de mange byer spredt ud over landet. Derefter kom turen til de europæiske lande , hovedstæder, floder og bjergkæder.

      Hr. Schæbel herskede med hård hånd i fysiklokalet. Han var utvivlsomt en dygtig lærer, men han var frygtet for sine af­straf­felses­metoder, der væsentligst be­stod i med to fingre at tage fat i de små hår ved ørene og løfte synderen op på tå. Det gjorde modbydeligt ondt. En vinterdag hævnede nogle elever sig på ham. De havde lavet en glidebane i skolegården, dæk­ket den med sne og sørgede for, at de øvrige lærere ved ankomsten til skolen om morgenen pas­serede forbi udenom glidebanen. Da hr. Schæbel ankom var venligheden overstået, så han blev kørt til skadestuen med et bræk­ket ben. Om det ændrede hans syn på af­straf­fel­ses­me­to­de, kan jeg ik­ke huske.

      I gymnastiksalen var hr. Kemp en me­get lidt afholdt lærer. Jeg mener at kun­ne huske, at han var pensioneret underofficer, der nu havde byt­tet fra at plage soldater til at plage stak­kels skoledrenge. Han skældte altid ud over vort langsom­me tempo, og han var en flit­tig bruger af spanskrør, der på små drenge i gym­na­stik­buk­ser havde en ualmindelig svidende virkning. Jeg var i 1. klas­se så heldig at få skarlagensfeber, der udløste et længere ophold på Blegdamshospitalet. Da jeg igen statede i skolen, havde jeg nogle problemer med hjertet, der fritog mig for for hr. Kemps u­be­ha­ge­lig­hed­er i næsten hele 2. klas­se. I 3. klas­se fik vi svøm­meundervisning på Amager Helgoland, en badeanstalt, der lå for enden af Øresundsvej. Undervisningen blev udført af hr. Kemp, der ved hjælp af en svøm­mebøjle omkring maven på eleven. lærte den­ne svøm­metagene. En sen eftersom­merdag var det min tur. Vandet var tem­melig uroligt, og jeg var langtfra glad for situationen. Til sidst blev det for meget for læreren. Ved hjælp af bøjlen blev jeg truk­ket op fra vandet, ført hen til og smidt ud i fri­svøm­merbas­sinet, hvorefter hr. Kemp gik. Jeg fik på en el­ler anden måde bakset mig ind til broen. Hr. Kemp fik aldrig lært mig at svøm­me.

      Min far, som var en ganske habil svøm­mer, tog mig med til Sundby Strømbad, der lå for enden af Prags Boulevard; hvor nu benzinøen Prøvestenen ligger. Han fik lært mig at svøm­me, og i mel­lemskolen på Sundby Øster Skole tog jeg den lil­le og den store frisvøm­merprøve.

      På et vist tidspunkt skul­le vi have sløjdundervisning. Da Østrigsgades Skole ik­ke havde et sløjdlokale, foregik undervisningen på Lergravsvejens Skole.

      Skoledagen begyndte kl. 8,00 0g varede i de mindre klas­ser til kl. 12,00 og i de stør­re klas­ser normalt til kl. 14,00 i al­le ugens 6 hverdage. For hver time var der et frikvarter og kl. 10 et spisekvarter. Normalt skul­le al­le elever befinde sig i skolegården i frikvartererne, og når frikvarteret var slut, ringedes der ind efter sam­me procedure som om morgenen. I hver klas­se blev på skift udnævnt en ordensduks, som i frikvartererne skul­le lufte ud i klas­seværelset og vaske tavlen ren for kridt til næste time. Hvis man undtagelsesvis i løbet af timen skul­le på toilet­tet, spurgte man ved at ræk­ke hånden i vejret læreren om til­ladelse til at gå i gården .

      Nu var ik­ke alt i skolen surt slid. Én gang om året foretog skolen en udflugt til Zoologisk Have. Transporten foregik med sporvogn, idet linie 9 , der normalt vendte i Skånegade, kørte til skolen for at hente deltagerne. I den festlige anledning var de normalt luk­kede bivogne erstat­tet med åbne bivogne, der kun anvendtes i som­mer perioden, .og via sin sædvanlige rute ad Torvegade, Bredgade, Grøn­nigen, Strandboulevarden, Jagtvej og Al­legade kørte sporvognen til foden af Valby Bak­ke. I samlet flok begav man sig til Zoo og al­le herlighederne.

      Den 2. april 1930 medbragte vi kop­per til skolen. Vi fik varm chokolade, og anledningen var H:C:Andersens 125 års fødselsdag. Læreren læste højt af digterens eventyr, og vi fik tidligt fri fra skole, så vi kun­ne kom­me ind til Rådhuspladsen for at opleve et optog med skik­kelserne fra stort set al­le H:C:Andersens eventyr. Det var meget spændende.

      En fast årlig begivenhed, der gav skolefrihed, var bør­ne­hjælps­dag­en. Over hele byen var der boder, hvorfra der blev solgt lod­der til en bunke herligheder placeret på hylder i boderne, og var man heldig, vandt man en af de dejlige gevinster. Også i forbindelse med børnehjælpsdagen var der forskel­lige optog i København.

      To gange om året indtraf en begivenhed, som de fleste så frem til med rædsel. Det var besøget på skoletandklinik­ken på Frankrigsgades skole. Op­pe under taget var indret­tet båse med de torturinstrumenter, al­le frygtede. Tandlægeboret var et relativt langsomt kørende bor uden vandafkøling, som man har i dag. Det gjorde afsindigt ondt at få plomberet en tand. Specielt var den kvindelige tandlæge i bås 6 frygtet, og det var altid her, jeg blev behandlet. Men hun var så dygtig, at mange af de plomber hun lavede i min mund, stadig holder efter ca. 75 år.

      Omkring 1932 fik vi mulighed for at blive medlem af skolescenen. Om eftermid­dagen var vi ca. 4 gange om vinteren i Det nye Teater, hvor styk­ker af Holberg, Hostrup og mange andre blev fremført af mange dygtige skuespil­lere. Forestil­lingen startede altid med, at Thomas P. Hjejle fra scenen bød velkom­men, og han fortsat­te så med at forlange fuldstændig ro i salen, når han hævede en bog. Og der blev stil­le, og forestil­lingen kun­ne begynde. Senere fik vi gen­nem skolescenen mulighed for at kom­me i det Kongelige Teater, hvor jeg f.eks., sid­dende på orkesterplads mel­lem kjoleklædte her­rer med deres elegante damer, oplevede opførelsen af Verdis opera Aida.

      Efter 5. klas­se var det normalt, at egnede elever startede i mel­lemskolen. På grund af 3 uheld med bræk­kede arme som følge, et lædret venstre ben efter cykeluheld og endelig i 5. klas­se et langvarigt hospitalsophold efter en automobilulyk­ke anbefalede skolen, at jeg tog 6. klas­se med på Østrigsgades Skole. Da skolen ik­ke have mel­lemskoleklas­ser, skiftede jeg til Sundby Øster Skole, hvor jeg i 1939 afslut­tede med realeksamen.

      Frederiksberg den 10. december 2005.