- Skolehistorie
- Gl. Elevers Aften
- Fritidsskolen
-
Skoledistriktet
- Barndommens Land
- Konfirmander
- Spejder
- Kbh. Garden
- Skole & Trafik
- Lokalområdet
- Kløvermarken
- Prøvestenen
- Sundpark
LPS Ny bruger?
Glemt Logind?
Brug musen til at pege på ord eller billeder, hvor under der kan være gemt uddybende eller forklarende tekst.
I slutningen af Anden Verdenskrig bød tyskerne Danmark at tage imod udhungrede tyske flygtninge i et ekstremt antal. Alene i København blev 90.000 indkvarteret.
Østrigsgades Skole blev beslaglagt den 31. marts 1945, og undervisningen måtte derfor henlægges til lokaler rundt om i skoledistriktet.
Lidt uretfærdigt gik det ud over disse stakkels sagesløse ofre for en krig de egentlig ingen andel havde i. Mange bukkede under og i kælderen under skolen lå ligene stakket
Østrigsgades Skole blev beslaglagt den 31. marts 1945, og undervisningen måtte derfor henlægges til lokaler rundt om i skoledistriktet.
Lidt uretfærdigt gik det ud over disse stakkels sagesløse ofre for en krig de egentlig ingen andel havde i. Mange bukkede under og i kælderen under skolen lå ligene stakket
fordi ingen ville tage hensyn til eller ansvar for disse mennesker - der jo blot var tyskere.
Der var naturligvis stor glæde da skolen igen blev rømmet 14. januar 1946 og dagligdagen, efter en grundig rengøring, den 16. marts atter kunne falde ind i den vante gænge.
Ud over billedet fra skolegården med Inspektør Niels Hjelme (vist andetsteds) findes vist ingen billeder fra disse festligheder - men heldigvis et et righoldigt udvalg af lejlighedssange.
Der var naturligvis stor glæde da skolen igen blev rømmet 14. januar 1946 og dagligdagen, efter en grundig rengøring, den 16. marts atter kunne falde ind i den vante gænge.
Ud over billedet fra skolegården med Inspektør Niels Hjelme (vist andetsteds) findes vist ingen billeder fra disse festligheder - men heldigvis et et righoldigt udvalg af lejlighedssange.
En kantate, der blev opført i anledningen er gengivet efter festsangene.
|
------------ Mel.: Paa Voseevangen - Saa slutted da vor Landflygtighed - eet Aar gik næsten helt til Ende -. Trods megen Modgang vor Dygtighed dog raaded Bod paa den Elende. Ja, blev end mangt slaaet helt i Kvag, eet vi vist lærte til denne Dag: at under Skolens gamle Tag, kun der, vi rigtig hører hjemme. Vi nidkært anvender hvert Minut, vi Viden-, Klog- og Kundskab spreder; men kimer Klokken, og det er Slut, vi træder ned fra vort Kateder. Gaar Strømmen nedad da som en Fos, og Kaffen duftende skænkes os, og Piger hinker, Drenge slaas da mærker vi, at vi er hjemme. Ej ud at Kraft blir vort Skema sat hver Maaned, som det tør ku' hænde; ej klemter Klokken i Timen brat, Saa vi i Kælderen maa rende. Men lidt Erstatning vi nok skal faa:. thi Inspektion - Cirkulærer smaa - og Lister, der skal fyldes paa - vil faa os til at synes hjemme. At vise Trofasthed i det smaa og kun begejstres for det store; til Aandens Snille i Frihed naa med Ansvar for den Daad, de gjorde: det skal vi hjælpe vor Ungdom til. Gid Lykken dertil os bistaa vil! Thi Friheds Kuling - Viddets Pil - i Danmark altid havde hjemme. Om karsk en fejende Foraarsvind en Dag paa Skolens Porte banker, da lad os lukke den gæstfrit ind, hvis den bær' nye gode Tanker. Thi stedse bedre det gøres maa, saafremt vor Skole sit Maal skal naa. Da vil vi alle, store, smaa, ret føle os, som vi var hjemme. 16, Marts 1946. Steenbuch. |
 |
|
|
Mel.: Kathinka - Ja, nu er vort Sørgeaar endelig endt, og Skolen er atter vor egen, og Børnene glade tilbage er vendt med Fane og Trommer paa Vejen. Vi mindes den Dag, da vort Hus blev belagt, og alt, hvad der tænktes; men ikke blev sagt, før Hitler og Gøbbels til Tavshed blev bragt, og Tusindaarsriget gik under. Nervøse vi stod da med Indbo og Børn paa Gaden, men lod os beroli'e, da Meldingen rygtedes, at Inspektør'n en Klasse fik henlagt i Olie bladsgade som Genbo til K. F, og U. M. Det passed fortrinligt til vort Publikum; thi her var jo Hjerte- og Albuerum, og alle var rørte og glade. Vi videre løb saa i Øst og i Vest at finde et Rum for vort Virke; da skaffed' Natanaels rareste Præst et Menighedshus ved sin Kirke. I gotiske Kammer som Saxo vi sad ved Langborde bænket i Række og Rad og vendte Historiens gulnede Blad, til atter vi sattes paa Gaden. I Stilhed man næred' en hemmelig Gru: Hvor fik man mon Plads til Hr. Westphal? Da skaffed Hr. Dose os i D. S. U. et Hus med en rummelig Festsal. Man just, som vi haabed', vor Vandring var slut, blev Manglen paa Raaderum atter akut, og saa blev med Lempe igen vi forskudt til Skolen i Frankerigsgade. Om jeg husker rigtigt, man raabte Hurra, dengang man ved Ankomsten saa os. I Afskedens Time, som oprandt en Da', man stirrede graadkvalte paa os. Nu drog Karavanen da vid're paa ny ; ved Lergraven vilde man unde os. Ly, i Nøden til Vennerne helst. man' maa ty om ogsaa paa Randen af Graven. Det hele var slidsomt for Sjæl og for Krop, og Nerverne blev vel lidt tynde. Hr. Harpung blev først af os alle slidt op, E. Olsen blev slank som en Mynde. - Vel blev der lidt rodet i Skolens Butik; dog får vi jo atter paa Tingene Skik. Nu sætter vi Kursen og ta'r vort Bestik, og saa kan vi forfra begynde. Kromann
|
|
16. Marts 1946 Mel.: Singing Jah jah yeepe yeepe jah. Dengang Tyskerne i Skolen rykked ind, blev hver Lærer og hver -Inde bleg om Kind. "Aarets Pensum - hvordan gaar det, hvis de søde Børn ej naar det? Hør, de hulker, de forstaar, det gaar dem skidt." :/: Singing Jah jah yeepe yeepe jah :/: Men os Lærere det gavned, vi fik nu den Tid, vi savned til at tjene no'et af det, vi faar for lidt. Inspektøren styrted rundt som en Raket. Slig Lokalemangel kan man ej ta' let. Plads til tusind Børn paa Stribe, er det sært, at det kan knibe? Stor var Jublen, da det Maal han havde naaet. :/: Singing Jah jah yeepe yeepe jah.:/: Han fik ej Avisreklame, den var forbeholdt en Dame, Tænk, hvis Nordentoft saa mange havde faaet. Saa begyndte vi paany vor Skolegang. Skolevejen blev som oftest tem'lig lang. Her en Kælder, hist et Kammer, der en Kro, og saa - aah Jammer, mellem syv og atten var vi sjælden fri. :/: Sining Jah jan yeepeyeepe jah. :/: Nej, saa glade var vi ikke undta'n Westerphal, for sikke slank han blev af alt det meget Renderi. Men i Dag er vores Trængselstid forbi, vi kan atter trave ad den vante Sti, alt er i den gamle Gænge, vi har stadig smaat med Penge, men af Løfter faar vi af og til en Klat. :/: Singing Jah jah yeepe yeepe jah. :/: Hvert Parti os mægtig roser, skønne Ord i store Doser, men af Tak og Løfter døde Smedens Kat. Gamle Skole, vi har savnet dig saa tit. Vi har glædet os til den Dag, da vi frit kunde gaa paa dine Gange, høre glade Børnesange, herrer i vort eget Hus igen. :/: Singing Jah jah yeepe yeepe jah. :/: Vores Trængselstid er omme, gid nu gode Aar maa komme. Skolen leve, alles gode gamle Ven. Ebbesen |
|
|
|
ØRKENVANDRING. ================ (Mel.: Lattervisen) og vi med Børn i Kæld'ren gik, vi tænkte mangen Gang: "Ak, gid dog Freden snarlig kom, saa vi i Ro og Mag vor Undervisning kunde faa, se Fremskridt Dag for Dag." Men da vi Freden skimtede, i Paaske fyrre-fem, paa Hitlers Bud en Flygtninghær vor Skole tog som Hjem. Vi andre blev brutalt smidt ud - paa Vandring lang og trang. Sig, husker De paa Knippelsbro, vi gik i Gaasegang? Og Freden kom! Og Monty kom! Og alt var Flag og Fest: Men stadig paa vor Skole hygged sig ubuden Gæst. Vi andre for fra Sted til Sted, paa Fart evindelig. Jeg tror, de fleste følte sig som Ahasverus lig. Naar nu vi sender Projektør mod disse Minders Væld, hvor vi paa Skolen ofte var fra aarle Gry til Kvæld, vi ryster vist paa Hovedet og siger: "Tænk at vi ku' klare det - hvor er det godt, det hele er forbi." Vi underviste her og der, snart i Teatersal, snart i en Sal til Gymnastik, saa i en Kirkesal. Vi havde intet Frikvarter, for knap var Timen slut, før Tøjet paa - af Sted vi for - paa Vandring uafbrudt. Saa snart med megen Møje vi vort Skema havde lært, lød Rygtet:"Saa, nu slider "han". Hvor maa det være svært." Og nogle vented' angst og spændt, men andre sa'e bar': "Det nye kan umuligt værre bli', end det jeg har." Og Bosse Kaffepenge fik, skønt ingen Kaffe nød. Paa Legeplads og Trappegang vi aad vort Smørrebrød. Og aldrig en fortrolig Snak med Kammerat vi fik, vi aned intet om, hvordan det med de andre gik. Det værste af det hele var dog vores Børneflok, de støjed, larmed, pjækked den - vi lærte dem ej nok. Vi derfor stadig spejdede, om ikke snart der ble' af Landet "det forjættede" et lille Glimt at se. Det sidste Sted paa Vandringen var næsten Paradis, paa Sundpark Skolen leved vi paa rigtig Men'skevis. Vi sad i Klasseværelser, fik Kaffe, Smil og Sol, i Mellemtimen læste vi Avis i Lænestol. Og nu i Aften sidder vi ved festligt smykket Bord og synes, at vor Skole er det bedste Sted paa Jord, og haaber, at vi meget snart faar Arbejdsglæden frem. Tak vær' Johannes Kjærbøl er vi end'lig naaet hjem! Den evige Jøde.
|
Et manuskipt til en kantate opført ved festlighederne fandtes i Gerhard Olsens efterladte arkivalier.
Dette arbejdspapir, der bære præg af redigering og med delvise mangler er her forsøgt gengivet så nøjagtigt som muligt. En del blyantsnotater, tilføjelser, samt nummerering, der er ændret i opsætningen, er udeladt.
Dette arbejdspapir, der bære præg af redigering og med delvise mangler er her forsøgt gengivet så nøjagtigt som muligt. En del blyantsnotater, tilføjelser, samt nummerering, der er ændret i opsætningen, er udeladt.
B L A D E T I B O G E N S I G V E N D E R
- Bladet i Bogen sig vender.
- 9. April 1940
- Kongen
- Faneflugt
- Modstandsbevægelsen
- Landesorg
- Heltedøden
- Generalstrejke
- 19. September 1944
- Frihedskæmperne
- Bladet i Bogen sig vender
Recitation - Solosang - Kor.
| Kor: |
Teksten er klippet ud af manuskriptet.
Kender nogen teksten, eller har et tilsvarende helt manus? |
|
9. April 1940: A:
|
Se, Moder se, de mørke, tunge fugle, de bringer Angst og Gru til Danmarks Land. Aa Mor, vi ved os intet Sted at skjule, de kommer fra en fremmed, fjentlig Strand. |
|
B:
|
Og Moder se, hvor Dannebroge hænger
saa slapt og livløst paa sin mørke Stand. Nu er det mørkt, vi tør ej haabe længer. Aa, tror du Mor, at Natten bliver lang? |
M:
|
Det er ej Nat, nej det er Morgenrøde -
endnu saa fjern, dog varsler den om Dag. Ny Tiders Morgen bringer vore døde, som hengav deres Liv for Danmarks Sag. |
|
Recitation. (De faldne)
|
|
Drenge, I Drenge, som døde, I tændte for Danmark i dybeste Mulm en lysende Morgenrøde. Danske velsignede Drenge, Vort Øje har Taarer, men Hjertet slaar saa stolt som ikke - aah, længe. For nu kan vi atter være, se Verden i Øjne roligt og frit. I frelste jo Danmarks Ære. I gav os tilbage til Livet. Forbød de jer atter at gøre Brug af de Vaaben, de selv har jer givet? Hil jer da, Vikingesønner. Ulydige danske Soldater, Tak. Gud jer det evigt lønner. |
| Kongen - vort Samlingsmærke. |
|
A:
|
Aah, Moder, se nu Kongen atter rider
ud blandt sit Folk, og det er eet med ham. Ja, Mor, nu tror vi paa de lyse Tider, Skønt Hjertet end er fyldt med Angst og Skam. |
|
B:
|
Hør, Moder, hør, det er vor Konges Stemme,
som taler: Alt staar i Gud Faderhaand. Han Minder os, at vi maa aldrig glemme nu at staa sammen i den samme Aand. |
M:
|
Ja Tak, o Gud, du gav det Samlingsmærke,
Hans Ord os trøsted' i den tunge Tid. Hans stærke Tro har ofte gjort os stærke, Midt i sit Folk til Gud han slog sin Lid. |
| Her er atter klippet i manuskriptet - noget mangler altså. |
| Modløshed - Faneflugt. |
|
A:
|
Se, Moder, se, saa mange svigter Flaget
og gaar for Vindings Skyld i fremmed Sold. Har Ret og Sandhed Moder mistet Taget, og er de afløst nu af Løgn og Vold? |
|
B:
|
I tusindvis de møder, de sig bøjer
for dem, der raaber højt om "Herrefolk". Med Mad og Vin og Dans de sig fornøjer, de er for Glæden, - er for Sorgen Tolk. |
M:
|
Jeg skammer mig. Er det jert Land I ærer?
Tag Flaget ned og læg det bort en Tid, til I har brudt det Aag, som I nu bærer. Der kaldes ej til Glæde, men til Strid. |
| Recitation. |
Hvorfor vil du hejse Flaget, naar du tror, det er en Klud? naar du skulker fra den løftning, der er Flagets Bøn og Bud? Det at hejse Danebroge, vogt dig, det er aldrig Spøg. Flaget hævner, hvis du regner det kun for et legetøj. Se, dets røde Farve svulmer i et Kald paa Offermod, til at elske har du Ret kun, er du rede med dit Blod. For dit Hjertes Skyld kan knuse, om det kraves, Hjertets Hvælv - thi, o Menneske, dit Hjerte det er mere end dig selv. Mærker ikke du det hvide drage mod Uskyldighed, kræve Sindet blankt og svigløst, saa du slaar dit Øje ned? Du, som barer tvende Tunger bag din Læbes glatte Hud, bid den ene af, men hurtigt, bid den af og spyt den ud. Staar du der og hejser Flaget, skønt dets Sjæl er lagt i Baand. Tror du blot det er en Tøjstump? Ved du ej, et Flag er Aand? Ydmyghed er Danmarks Mærke, ja, men ingen Debitors. Ej vort sunde Kort skal plantes hos et unaturligt Kors. Ej dets høje Dug skal bruges i et lavt Komediespil. stikkende os Blaar i Øjne, at vor Frihed end er til. Fri, kun fri skal Fanen vaje, 7 Aarhundreds Danebrog, ikke af en andens Naaede. Før forvar den under Laag. Del ej Flaget med en fremmed. Gem det ned, da er det dit. i dit Hjerte skal det flamme varmt og levende og frit. Kun naar der det vandt sin Sejr, offerrødt og uskyldshvidt, naas den Dag, det atter vajer over Folket højt og frit. |
| Modstandsbevægelsen. |
|
A:
|
Nu er det Vinter Mor med Is og Mørke,
dens Kulde har os knuet i sin Favn. med Haab mod Haab vi vandrer nu i Ørke og tør kun hviske stille Danmarks Navn. |
|
B:
|
Aa, Moder kær, du Trøst vil ej os nægte,
men sig et Ord, som du har gjort saa tit. Skal Danmark dø? Hvor er vel vore Knægte, som før for Danmark har med Ære stridt. |
M:
|
Hør mine Børn, nu brydes i det fjerne
den Is, som bandt og stængte Hav og Sø. Med Vaaren kommer Haabets lyse Stjerne. Om Livet synger Fuglen, ej om Død. |
| Solosang. | Hvad synger du om - (D.S.U. No. 514, Vers 1,2,3,4,7) |
| Landesorg: |
A:
|
Mor, har du hørt det, det er svært at fatte,
Kaj Munk er død, han faldt for Morderhaand. Ja, han er død just nu, vi kunde fatte, hvad Gud os gav i denne stærke Aand. |
|
B:
|
Hvem skal nu vække op de dorske, spage?
Hvem skal nu tugte os med Haan og Ris? Hvem skal nu give Mod til smaa og svage? Hvem skal i Danmark synge Herrens Pris? |
M:
|
Ja, mine Børn, ud stemmer Sorgen Tonen
dog selv han sagde: Herrens Vilje ske - og fulgte Mesteren med Tornekronen, med Kravet i hans Værk skal Danmark se. |
| Kor: | Nu Kræver Danmark |
| En Helt. |
|
A:
|
Nu ringer Danmarks Klokker mange Gange,
og Skovens ranke Stamme tyndes ud. Og Danmark sørger, glemt er vore Sange. Blir det dog aldrig Vaar med Foraarsbrud? |
|
B:
|
Skal vi de bedste Landsmænd altid miste?
skal Vold og Magt da helt ta' Overhaand? Skal Slavekaar de bedste af os friste, skal svinebindes Danskens Frihedshaand |
M:
|
I skal ej græde, Døden kan ej vinde,
hvor Livet rigt og frodigt endnu bor. Den Aand, de kæmped for kan ej de binde, men Ærens Blomster over Graven gror. |
| Recitation. |
De kom i det skjulte i Morgenens Gry, de fremmede samt deres Svende, de kom for at føre fra Hjem og fra By den Mand, som hver Dansker bør kende. Men aldrig han falder i Fjendernes Vold, saa længe sit Vaaben han fører, thi skarpt var hans Værge, uplettet hans Skjold, hvor Løver ved Hjerterne rører. Saa tager han Afsked med Datter og Viv og takker for alt, de har givet, han dernæst bereder at sælge sit Liv saa dyrt - thi nu gælder det Livet. Med Undren og Frygt har hans Fjender ham set forsvare sit Hus paa det bedste, den Oberst, forstaar de, ej Fjenden har bedt om Naade, - han griber sit Fæste. Og Vennen, som beder paa Fjendernes Bud ham opgive ulige Striden, han svarer: Før dø med min Ære, min Gud, da vinder vel livet jeg siden. Saa knælte den Stridsmand med Vaaben i Haand og hørte Velsignelsen lyse Granater og Bomber mod frigjorte Aand ret aldrig fik lært ham at gyse. I Flammerne fandt de forkullet hans Lig, - Mordbrænderne droge med Skammen, - ham Dannebrog dække med rød-hvide Flig. Vi ærer hans Minde tilsammen. |
| Generalstrejken. |
|
A:
|
Vi længes Mor. Skal vi da tie stille
til Løgn og Mord og Uret, Rov og Ran. Ja, Vise hvor vi staar, det helst vi vilde. Er der da intet Mor, vi gøre kan? |
|
B:
|
Skal vi bestandig blive ved at tie
og slavebindes, bøje os for Magt. Hvor er det svært med Haan at kunne bie og aldrig, hvad der fylder en faa sagt. |
M:
|
Vi staar ej ene. Nej fra Norges Fjælde
til Hellas Solskinskyst et Raab er Tolk. Vi vil ej mer for Fjendehæren trælle nu i Protest er eet det danske Folk. |
| Recitation. |
Du maa op, maa op i Dagen.
ikke længer Skinsøvn sove. Op til Vælgen og til Vragen. Man kan kendes paa at vove. Husk, det gælder Danmarks Jord. Lad dem true, arrestere, ærestjæle, deportere. Det er saadan Danmark gror. Du maa op, maa op i Dagen. Det er Død, naar nu der soves. Op til Vælgen og til Vragen. Liv kan kendes paa, der voves. Lad dem true, arrestere - ærestjæle, deportere det er saadan Danmark gror. |
| 19. September 1944. |
|
A:
|
Nu er det nok - og tømt er Smertens Bæger.
Naar Lovløshed og Ran faar frit sit Spil. Aa Moder, sig os det som vederkvæger at ej i Sorgen dine Børn gaar til. |
|
B:
|
Er glemt vor Ret. Skal vi Gaa helt til Grunde,
er intet helligt for den Bøddelflok? Er Skibe brændt og islagt vore Sunde, Hvornaar, ak naar skal sidst vi sige: Nok. |
M:
|
Fat trøstigt Mod. Gud Herren i det høje
har Frelsestanker med vort Folk og Land, han prøver kun. For ham vi vil os bøje. Hans Haand ej Vaabenmagten røre kan. |
| Solosang. | Fædreland - (Højskolesangbogen 489, Vers 1 og 2.) |
| Frihedskæmperne. |
|
A:
|
Det Lysner Mor, det lysner over Vangen,
en tusindtallig Skare staar beredt, og i det fjerne synger Frihedssangen, Gud, Herren hørte Bønnen, vi har bedt. |
|
B:
|
Snart Dagen gryr, da er det Tid at kæmpe,
for Danmark afser glad de Liv og Blod, en stakket Stund maa end de Modet dæmpe, men de staar rede med Gevær ved Fod. |
M:
|
Kom Drenge frem i Lyset, hold jer rede,
den Stund, vi vented, nu er rykket nær, og Danmark skal ej mer om Sønner lede, saa kæmp da for den Fane, I har kær. |
| Kor: | Vaj Højt. 2 Vers. |
| Bladet sig vender. |
|
Flyv, vort Flag for Verdens Vinde,
løft os paa din Himmelflugt, rødt og hvidt som ingensinde Under store Stormes Tugt. Sig dit Folk, du stærke Flag, Danmark, det er atter Dag. |
| Fællessang: | Bladet i Bogen sig vender. |
Sakset på http://www.torshammer.dk :
Grundtvig
i højskolesangbogen
151. Bladet i bogen sig vender
Bladet i bogen sig vender 157.
Fæderneland! ved den bølgende strand Fæderneland!
let, som man ser,
under veløvede hænder,
let som en fjer.
Bladet i skoven sig vender
lettere dog
end for veløvede hænder
bladet i bog.
Bladet i verden sig vender,
som lykkespil,
under usynlige hænder,
som Gud det vil.
Bladet, som Herren det ville,
vendte sig tit,
når det gik Danemark ilde,
vendte sig blidt.
Grundtvig 1853
Ved den bølgende strand,
i den majgrønne lund,
ved det dejlige sund,
af de syngende vover omskyllet,
sidder bleg du i sorgen indhyllet;
dog for dig er det bedste tilbage,
thi end lever den gamle af dage!
Sort ser det ud,
men almægtig er Gud,
dine fjender til lands
er og fjenderne hans,
de er fjender ad sandhed og retten,
de er fjender ad kærlighedsætten,
de har alle det værste tilbage,
thi end lever den gamle af dage!
Måne og sol
sidder løse på stol;
som et lagen det går
under alt, hvad består;
dog din ven sidder fast i det høje,
over dig våger forsynets øje!
lad kun lovsang afløse din klage!
thi end lever den gamle af dage!
Højt over sol
på sin konningestol,
om end skyerne brast,
sidder kærlig og fast
han, som vogtede Danmark så længe,
end hans bue har klangfulde strenge,
og hans bue slår aldrig tilbage,
tro som guld er den gamle af dage!
Muldjord i bryst
ser den høje med lyst:
dér kan solstrålen bo,
dér kan himmelbyg gro;
han, som hører, når muldjorden sukker,
den med perlende tårer bedugger,
med den trøst kommer troen tilbage,
at end lever den gamle af dage!
Fuglenes røst
spår om dannemænds høst,
under mundharpeklang
og småpigernes sang
lykken vendes som skibet på voven,
lykken vendes som bladet i skoven,
til den lykke man aldrig så mage,
så end lever den gamle af dage!
Fæderneland!
Som på afgrundens rand,
midt i bølgerne blå
skal du blomstrende stå,
med din maj og med dine kærminder,
som en mø med letrødmende kinder,
du endnu har det bedste tilbage,
det lå gemt hos den gamle af dage!
Grundtvig 1848

Siderne kan helt eller delvis være forbeholdt registrerede brugere.
Registreringen er primært den enkelte brugers beskyttese mod utilsigtet eksponering pÃ¥ www, der i det lukkede forum er begrænset til den registrerede personkreds.
