ØS 1906-1916
Arild Sørensen
Skolens første inspektør og
senere viceskoledirektør

Læs vice-inspektørens erindring fra skolens første år.

      Fra 1. December er en af vore gamle og afholdte Lærere, Hr. Detleff Boolsen, blevet forfremmet til Inspektør ved Stevnsgades Skole.
      Hr. Boolsen begyndte sin Lærervirksomhed for ca. 25 Aar siden ved Øresundsvejens Skole, her arbejdede han til 1906, da den nye Skole i Østerrigsgade blev aabnet. Hr. Boolsen blev da overflyttet hertil, hvor han saa virkede i ca. 12 Aar til 1918, da han overgik til den nye Skole i Sundbyvester, hvorfra han den 1. December afgaar for at tiltræde Pladsen som Inspektør for Stevnsgades Skole.
      Naar jeg og mine gamle Klassekammerater tænker tilbage paa vor Skoletid, falder Tanken, som naturligt er, først og fremmest paa vor gamle Klasselærer Hr. Boolsen, og samtidig dukker alle de gode og lyse Minder op om en Lærer, der som faa forstod at omgaas »sine Drenge«, som han selv kaldte os, paa en egen. næsten kammeratlig Maade, som fik Skoletimerne til at blive det, som de skal være, nemlig ikke et, men mange lyse Minder fra vor Barndomstid. Hr. Boolsen var en Mand, en Lærer, som forstod fra første Time i vor Skoletid paa en ham særegen, paa en Gang myndig og venlig Maade, at indgyde os Drenge Respekt og Tillid.
      Hvem husker ikke Hr. Boolsen som Holbergfortolker eller hans venlige Smil og myndige Kommando, naar han havde Vagt i Gaarden.
      Naar vi havde gjort noget galt og tog den Straf, som vi havde fortjent, saa var den Sag glemt.
      Saadan var Hr. Boolsen som Lærer, og saadan er lian som Menneske, derfor glæder det mig, at jeg paa gamle Kammeraters og egne Vegne kan sige Dem, Hr. Boolsen, Tak for den Grundsten, De har lagt i os, og som vi aldrig vil glemme, og derfor glæder det mig, at jeg paa Østerrigsgades Skoleforenings og egne Vegne kan lykønske Dem til den Stilling, De nu har naaet.

AFGANG. Efter godt 26 Aars Virke ved vor Skole trækker Frk. Gerda Nielsen sig nu ved Skoleaarets Slutning til bage fra sin Læ­rer­ger­ning paa Grund af Sygdom. Frk. Gerda Nielsen tog i 1905 sin Læ­rer­in­de­eksamen fra Frk. Zahles Se­mi­na­ri­um og ansattes 1. April 1908 ved Ø­strigsgades Skole, hvor hun siden har virket. Frk. Gerda Nielsen har i de sidste Aar været en Del plaget af Syg­dom og har i flere Perioder maatte lade sit Sko­le­ar­bej­de hvile. Ved sit 25 Aars Ju­bi­læ­um sidste Aar saa det ud til, at hun atter var ved at komme i Vigør, men saadan skulde det ikke være, og nu trækker Frøkenen sig altsaa tilbage fra den ofte slidsomme Ger­ning. Som Lærerinde har Frk. Gerda Nielsen gjort en Indsats, der var levende og personlig som hun selv. En dyb Kærlighed til det Arbejde, hun nu maa forlade, udpræget Per­son­lig­hed og en herlig Evne til at omgaas Børn, det er de sjældne og smuk­ke Egenskaber, som gør, at jeg altid vil mindes min »gamle« Klasselærerinde med Glæde.

Til Holsteinsgades Skole 1920

Margot, der havde Einar Schæbel som lærer i fysik og kemi i 1940erne skriver:
      Jeg var bestemt ikke gode venner med fysiktimerne. Og helt galt gik det, da vi på et senere tidspunkt skulle beskæftige os med Kemien. Ved kemiforsøgene lykkedes det mig aldrig at få det resultat frem i reagensglasset, som min fysiklærer havde forventet.
      Schæbel havde altid et blink i øjet, gjorde ikke forskel på den gode og den dårlige elev. Når vi fik læst karaktererne op, og han nåede til mit navn, sagde han: »Margot svarer til sit navn« (jeg fik godt). Først da vi nåede IV. mellem og Realen, vågnede jeg op, da det begyndte at handle om jorden, månen, solen og stjernerne. Vi fik lov at diskutere universets tilblivelse, og min i forvejen svagt vaklende tro på det, som jeg havde lært i religionstimerne hos vi­ce­in­spek­tri­ce frk. Jørgensen, fik et yderligere knæk. Ordet var frit i de timer! Vi fik lov at komme frem med vore meninger. Det var første gang, jeg opdagede at man kunne diskutere sig frem uden at blive uvenner, eller kaldt til orden.
      Da vi ved Realeksamens afslutning fik vore ek­sa­mens­be­vis­er udleveret, turde jeg ikke lukke min kuvert op, fordi jeg frygtede at se mit resultat på tryk - uden egentlig at vide noget om det i forvejen.
      Einar Schæbel gik hen, og tog kuverten og lukkede den op, og lykønskede mig med det flotte resultat. Jeg fik mg ./. Jeg er sikker på, at han også havde kaldt det et fint resultat, hvis jeg havde opnået et lavere gennemsnit. På grund af hans ord, gik jeg ud af skolen, tilfreds og stolt af 10 års arbejde.

      Den 30. Marts udnævnte Skoledirektionen Kommunelærer, mag. art. Oluf Ulnes Olsen til Leder af det skolepsykologiske Arbejde ved de københavnske Kommuneskoler. Hans officielle Titel bliver Skoleinspektør. Strengt taget er det ikke nogen ny Stilling, der oprettes, idet Hr. Ulnes Olsen i flere Aar udelukkende har været beskæftiget som Raadgiver i børnepsykologiske Spørgsmaal, men nu har Skoledirektionen ønsket at ophøje Stillingen som Skolepsykolog til et Embede. Den nye Leder af det skolepsykologiske Arbejde er 45 Aar. Han blev i 1919 ansat ved Københavns Skolevæsen og har i nogle Aar været Lærer ved Østrigsgades Skole. For to Aar siden blev han fritaget for aktivt Skolearbejde for helt at kunne hellige sig sine Studier af Børnepsykologi. I disse Aar har han kort udtrykt været det pædagogiske Mellemled mellem Rigshospitalets og Kommunehospitalets psykiatriske Barneafdelinger og Skolerne. Hans Opgave har dels været at virke som Raadgiver overfor Forældre og Lærere med Hensyn til vanskelige og nervøse Børn, dels har han været pædagogisk Raadgiver hos Lægerne, som behandler disse Børn.
      Vi ønsker Hr. Ulnes Olsen til Lykke med 'Udnævnelsen og haaber, han maa have Held i sin Virksomhed, hvis Betydning anerkendes fra alle Sider.

ØS 1919-37.
Oluf Johannes
Ulnes Olsen

Kamilla Rasmussen husker jeg som en fjern, men venlig person, der aldrig skældte ud. Hun var smukt klædt, og så havde hun pæne ben og flotte silkestrømper. Det var just ikke kendetegnende for de øvrige lærerinder. Vi digtede os frem til, at hun led under en meget sørgelig kær­lig­heds­hi­sto­ri­e.
        Apropos kærlighedshistorie - den foregik lige for næsen af os i 3. mellem. I klassen over os var der en elev og en unge lærer, som var kærester - se det var en rigtig kioskbasker. Hun var meget yndig og han var dårende flot. Lærerne syntes det var synd for hende, og eleverne syntes, at det var synd for ham. Vi har sikkert været smadder misundelige, at hans øjne lige netop skulle falde på hende. Og til skoleballet, hvor eleverne parvis marcherede ind i salen, gik de ved siden af hinanden. Sådan husker jeg det i al fald - men måske har sladderen blandet sig lidt vel meget med realiteterne.

Inger Hansen: Matematik og gymnastiklærer:
      For den elev, der var god til gymnastik og dårlig til matematik, var Inger Hansen svaret fra himlen. Mine bønner blev ikke hørt, for jeg var ikke god til gymnastik - så der var ikke stor forståelse fra hendes side, når jeg fik mine matematikopgaver tilbage i rettet tilstand. De røde streger og spidse bemærkninger fyldte godt hen over siderne.
      Helt galt gik det, når vi skulle til svømning. I dag ved jeg, at jeg havde en fobi for de våde elementer. Det gjaldt - og gælder desværre stadig - bare synet af et fyldt badekar. Og for at gøre det fuldendt har begge mine døtre arvet dette helt specielle gen, der dengang blev kaldt »Vandskrækker«. Allerede i underskolen blev jeg smidt ud i bassinet af Frk. Sløk Andersen. Der fik jeg brug for mit Fader Vor.
      Hvor har jeg dog ønsket mange gange at »Helgoland« var sunket ned på Øresunds bund, tænk først nu efter alle de mange år er det blevet revet ned. Guds fred med de grønne rådne brædder - AMEN
      For øvrigt mener jeg, at Inger Hansen var foregangskvinde i Danmark for finsk kvindegymnastik. Det var noget med graciøce flydende bevægelser og balance bl.a. på bom. Jeg kan huske, at lærerne var inviteret over i gymnastiksalen i Ungarnsgade for at se os udføre denne form for kvindelige legemsøvelser. Endelig kunne jeg bruges til noget i gymnastiksalen. Jeg var efterhånden blevet til en stor velskabt pige med udsigt til både gård og gade, så jeg pyntede vel sagtens lidt i rækkerne, når vi kom marcherende ind i salen. Det er godt at vide, at der er brug for alle her i verden.

ØS 1934-57
Edith Petersen
g. Ravn.