- Skolehistorie
- Gl. Elevers Aften
- Fritidsskolen
-
Skoledistriktet
- Barndommens Land
- Konfirmander
- Spejder
- Kbh. Garden
- Skole & Trafik
- Lokalområdet
- Kløvermarken
- Prøvestenen
- Sundpark
LPS Ny bruger?
Glemt Logind?
Brug musen til at pege på ord eller billeder, hvor under der kan være gemt uddybende eller forklarende tekst.
Fritid
Jørgen og Jytte
på cykeltur i
sommerlandet
1953.
(Kilde: Jørgen Glindø).
Jeg har længe tænkt på at sende denne erindring, da allerede en af de "gamle" klassekammerater mindede mig om den, ved de indledende samtaler omkring "Real 1955"s 50 års "jubelsammenkomst" tidligere på året. For kort tid siden, blev jeg så mindet om det endnu en gang, idet jeg så nedennævnte "opstilling" benyttet i en fysiktime i en gammel film om Brønshøj Skole.
De fleste ældre elever husker endnu vor barndoms telefoner på landet, de såkaldte Magnetoapparater, hvor man ved at dreje på telefonens håndtag påkaldte sig telefonistindens (centralbestyrerens) opmærksomhed på den lille lokale telefoncentral. Den derved frembragte vekselstrøm fik en lille klap til at falde på centralens centralbord, og forbindelsen til modtageren kunne etableres.
Min fader, der var centralmekaniker ved KTAS havde for 75 øre - det var tider dengang - købt en af de vekselstrømsgeneratorer, der sad inde i et sådant apparat.
Og "apparatet" blev så fundet frem, når jeg havde fødselsdag og de andre drenge, legekammerater fra Nürnberggade eller skolekammerater skulle komme til "Børnefødselsdag", der også dengang var hyggelige for børnene, men noget som forældrene ofte så hen til med gru. Hvad skulle man dog beskæftige børnene med? (Tænk bare på Hannah Bjarndorffs monolog "Føds´dag", - Giro 413 "hver anden søndag" dengang).
Som det ses på nedenstående foto, blev to ledninger forbundet til "apparatet" (generatoren), og den ene ledning blev stukket ned i vandet i skålen. Den anden ledning blev forbundet med f. eks. en lille tang, som det ses.
"Fidusen" var nu, at en af drengene skulle tage den lille tang i den ene hånd og med den anden hånd samle en passende mønt op af vandet, alt medens en af kammeraterne skulle dreje på håndtaget og derved frembringe en så tilpas kraftig strøm, at den første aldeles mistede lysten til at samle mønten op.
Drejede man ikke hurtigt nok, var det ingen sag, at samle mønten op, men så fik man den ikke selv, og drejede man for hurtigt, blev den anden sur. Og drejede man alt for hurtigt, blev vedkommende MEGET sur, og det kunne måske tage 5-10 minutter førend de var "kammerater" igen.
Om virkningen i øvrigt: Nogenlunde den samme, som når man får stød af et elektrisk hegn, her blot flere i hurtigere rækkefølge.
De fleste ældre elever husker endnu vor barndoms telefoner på landet, de såkaldte Magnetoapparater, hvor man ved at dreje på telefonens håndtag påkaldte sig telefonistindens (centralbestyrerens) opmærksomhed på den lille lokale telefoncentral. Den derved frembragte vekselstrøm fik en lille klap til at falde på centralens centralbord, og forbindelsen til modtageren kunne etableres.
Min fader, der var centralmekaniker ved KTAS havde for 75 øre - det var tider dengang - købt en af de vekselstrømsgeneratorer, der sad inde i et sådant apparat.
Og "apparatet" blev så fundet frem, når jeg havde fødselsdag og de andre drenge, legekammerater fra Nürnberggade eller skolekammerater skulle komme til "Børnefødselsdag", der også dengang var hyggelige for børnene, men noget som forældrene ofte så hen til med gru. Hvad skulle man dog beskæftige børnene med? (Tænk bare på Hannah Bjarndorffs monolog "Føds´dag", - Giro 413 "hver anden søndag" dengang).
Som det ses på nedenstående foto, blev to ledninger forbundet til "apparatet" (generatoren), og den ene ledning blev stukket ned i vandet i skålen. Den anden ledning blev forbundet med f. eks. en lille tang, som det ses.
"Fidusen" var nu, at en af drengene skulle tage den lille tang i den ene hånd og med den anden hånd samle en passende mønt op af vandet, alt medens en af kammeraterne skulle dreje på håndtaget og derved frembringe en så tilpas kraftig strøm, at den første aldeles mistede lysten til at samle mønten op.
Drejede man ikke hurtigt nok, var det ingen sag, at samle mønten op, men så fik man den ikke selv, og drejede man for hurtigt, blev den anden sur. Og drejede man alt for hurtigt, blev vedkommende MEGET sur, og det kunne måske tage 5-10 minutter førend de var "kammerater" igen.
Om virkningen i øvrigt: Nogenlunde den samme, som når man får stød af et elektrisk hegn, her blot flere i hurtigere rækkefølge.
© 2005 Erik V. Pedersen
Amager Strand ved Syrebroen.
Kilde: Orla Dreyer. Ole Nielsen sidder med ryggen til og Leif Andersen, Ib Grønsund og Annelise - alle boede i Woltersgade men gik på Sundpark Skole.
Siderne kan helt eller delvis være forbeholdt registrerede brugere.
Registreringen er primært den enkelte brugers beskyttese mod utilsigtet eksponering på www, der i det lukkede forum er begrænset til den registrerede personkreds.
