17914

Glemt Logind?

it's private
by ChangeDetection

Brug musen til at pege på ord eller billeder, hvor under der kan være gemt uddybende eller forklarende tekst.

Østrigsgades Skoleforening

Johs. Damsgaard

Østrigsgades Skoleforenings historie begynder efter de første årganges afgang efter et skoleforløb. Det var i 1918, hvor en nystartet forening ved navn

Ø.m.E.

ikke overlevede. Bedre gik det pigerne

Ø.k. S.

.
Efter dette spæde forsøg gik der et par år før Johs. Damsgaard sammen med kommunelærer Aage Nancke og møbelarkitekt Poul Bruno Hansen oprettede den mere levedygtige "Østrigsgades Skoleforening".
Denne forening fik i 1924 sit eget organ, "SKOLEKAMMERATEN", hvor skolens puls alsidigt og levende er gengivet. Og den blev en enestående kilde til skolens historie. Desværre kender vi endnu kun bladhistorien fra

perioden 1934-51, hvorfra der med sporadiske udfald er bevaret en væsentlig del af de månedlige udgivelser.
Disse vil partielt blive gengivet her i den udstrækning de findes og samtidig efterlyser vi de første 10 årgange og manglende numre derefter.

Bladet slutter brat i 1951

, hvor foreningen tilsyneladende ikke overlever sommerferien. Der er indtil videre ikke oplysninger om foreningens eller dens medlemsblads videre skæbne.
Efter notitsen nederst på siden gengivet herunder, så var det det sidste medlemsblad der var økonomi og tilstrækkelig frivillige kræfter til at udgive. Trods ildhu og ildsjæle har der ikke været basis for en fortsættelse.

I et mødereferat fra 1956 redegøre inspektør Jørgen Haahr for »Fællesfonden« og »Den Store Fond«, som han ønsker samlet. Sidstnævnte stammer fra den ophævede Østrigsgades Skoleforening og »Konfirmationsfonden« som »umiddelbart efter min ansættelse«(1. november 1952) tilførte skolen

10.000 kroner

i obligationer og bankindeståender. Indtægter ved forskellige forestillinger, andespil, opvisninger, papirindsamling, gaver, etc. samledes i Fællesfonden, hvis formål det var/er »at yde støtte til løsning af pædagogiske opgaver af forskellig art, alt til fordel for børnenes og skolens kreds.«

»I skolens årsberetning »Meddelelser for 1951-52« side 6 skriver inspektøren: »Østrigsgades Skoles Konfirmationsfond«, der igennem 25 år har støttet dårligt stillede elever med konfirmationshjælp, har overdraget os fondens opsparede kapital på ca. 8000 kr. Disse penge må skolen efter eget skøn anvende til bedste for børnene. Skolen takker hjerteligt for denne gave.«
Alt tyder derfor på, at det ikke lykkedes at skaffe opbakning for en fortsættelse af skoleforeningen, der antagelig tillige har overdraget skolen den nyligt 1948/49 oprettede nye skud på Ø. S.s stamme »Østrigsgades Skoleforenings Elevhjælp« som er oprettet på initiativ af foreningens formand, Wm. Bilborg.

»Østrigsgades Skoleforenings Elevfond« lever endnu 1979, hvor fondens værdier udgør

knap 55.000

, hvis afkast stadig er eleverne til gavn. Ja, den er antagelig stadig virksom.

52 55

Østrigsgades Skoleforenings Historie gennem 25 Aar.

Artikelserie fra "SKOLEKAMMERATEN" 1946-47.

Ved: Alice Nielsen.

November 1946.
Østrigsgades Skoleforening fejrede den 15. September sit 25 Aars Jubilæum, og det var med berettiget Stolthed, at Stifterne, der nu er modne Mænd, saa tilbage paa det Værk, der var Frugten af deres første Ungdoms Initiativ.
Et kvart Sekel var svundet siden den Dag, da en lille Kreds, bestaaende af Johs. Damsgaard, Aage Nancke og Poul Bruno Hansen, indkaldte deres Skolekammerater til et Møde i Gymnastiksalen, hvor Østrigsgades mandlige Skoleforening stiftedes (Østrigsgades kvindelige Skoleforening var allerede stiftet Aaret i Forvejen).
Den første Bestyrelse kom til at bestaa af: Johs. Damsgaard (Formand), Alfr. Hagenflindt (Næstformand), Poul Bruno Hansen (Kasserer), Emil Bruun (Sekretær), Harry Christensen (Ahrensberggade), Aage Nancke og Ejnar Jacobsen, og denne lille Flok tumlede energisk med Problemerne et Par Aar, indtil »Eva« optraadte paa Skuepladsen. Om det var Evadøtrene selv eller deres Pengekasse, de væne Riddere var ude efter, ved jeg ikke; men efter forskellige Forhandlinger med »Pigernes« Forening vedtog Parterne i 1923 en Sammenslutning af de to Foreninger under Navnet Østerrigsgades Skoleforening, og sammen arbejdede Spinde- og Sværdsiden videre for den Tanke og Ide, som var deres, og som laa dem alle nær til Hjertet. Ved Sammenslutningen blev Edel Bohnsack, Valborg Svendsen og Esther Keil indvalgt i Bestyrelsen.
Foreningen voksede hurtigt, og faa Aar efter var Medlemsantallet oppe omkring 250, et fint Resultat, og med yderligere Fremgang for Øje varede det da heller ikke længe, før Ønsket om eget Blad spirede frem, og den 1. Juni 1924 udkom saa det første Nummer af »Skolekammeraten«, dette Organ, som skulde blive kendt og elsket af enhver, som havde Tilknytning til Foreningen. Bladets første Redaktion var: Ø. S.s daværende Formand, Johs. Damsgaard, samt Valborg Svendsen og Edel Bohnsack, og dets Tilsynekomst hver Maaned i de mange Amagerhjem skabte virkelig den Kontakt, som man havde haabet og ventet.
Stedet, hvor man ofte mødtes med »Arvefjenderne« fra Katederet, med »Pædagoggerne«, som pludselig ikke mere var »Fangevogtere«, men rigtige Mennesker og gode Venner.
Den glødende Interesse og den opløftende Idealisme, som Foreningens unge Kræfter havde faaet i Vuggegave, gav sig af og til Udslag i bitre Uoverensstemmelser, den idealistiske Stilen mod stadig højere Maal, blev den Gang - som nu - ofte skuftet, og Temperamenterne maatte have Luft. - Men ganske upaaagtet af Meningsforskelligheder trivedes Ø. S.,

Barnet af Ungdommens Sammenhold, og groede fastere og fastere ind i alles Hjerter og vandt Agtelse og Respekt hos Skolens Personale og hos Kvarterets Borgere.
I Foreningen dyrkedes nye Interesser. I Marts 1925 oprettedes Ø. S.s Sangkor, under Kommunelærer Westphal-Nielsens dygtige Ledelse, og faa Maaneder senere debuterede Edel Bohnsack med sin Komedie »Husker du vor Skoletid«. Ikke alene E. B. debuterede, men Sangkoret traadte ved samme Lejlighed for første Gang offentlig frem i Rampelyset, og det samme gjorde yderligere en Række Ø. S.ere, idet de med Liv og Sjæl kastede sig i Fru Thalias Arme. Komedien blev en Knaldsucces, og den er den Dag i Dag et af de tilbagevendende Samtaleemner.
I Løbet af samme Aar udvidedes Foreningens Interessesfære, idet man foruden Sangafdelingen oprettede en Fodboldafdeling og senere en Gymnastikafdeling; et Forslag om at oprette en Musikafdeling (Mandolin) fik dog ikke fornøden Tilslutning.
Det rent underholdningsmæssige blev fra Starten hentet fra de bedste Kilder, og Medlemmerne har i Aarenes Løb kunnet glæde sig over mangen en hyggelig Aften, en storstilet Fest eller en løssluppen Udflugt pr. Cykle, pr. Skib eller pr. Bane.
Men denne Stemning, som altid har hersket i Foreningen, denne Aand, eller jeg maa maaske hellere sige dette Sindelag, som kom indefra og varmede saa godt, det kan ikke nævnes her, uden at man samtidig nævner Lederne af den Skole, hvorfra Ungdommen strømmede til Foreningens Arne.
Her maa jeg nævne Skolens første Inspektør - nu afdøde Viceskoledirektør Arild Sørensen

- denne Mand, der med sin store Dygtighed og pædagogiske Indsigt prægede sin Skole og sine Elever i en saadan Grad, at man endnu i Dag mærker hans Aand i alt Skolens Arbejde. Han og hans Frue var trofaste og kære Gæster i Foreningen, som havde en stor Plads i deres Hjerter. - I 1917 blev Arild Sørensen udnævnt til Viceskoledirektør og flyttede bort fra Skolen; men han svigtede aldrig den Elevforening, som vel fra Starten og gennem Aarene har baaret hans Præg paa sig. - Da den gamle hæderkronede Viceskoledirektør for faa Aar siden blev baaret til sit sidste Hvilested, følte vi det alle, som havde vi mistet en kær Ven, og for de ældre Medlemmers Vedkommende tillige, som var en Del af Skolen borte. (Fortsættes.)

Fra de sidste Dage.
  Gæsterne ved Foreningens
  Jubilæumsreception paa
  Skolen 15. September.

December 1946.
Side orm Side med Arild Sørensen arbejdede en Mand, der var lige saa afholdt; det var nu afdøde Viceinspektør H. Hansen Damgaard.

Han var Drengenes Ven, og jeg tør maaske sige Pigernes Legeonkel. Mange var hans spøgefulde Indfald; men Respekten gik det langt fra ud over. Han var en højt begavet Mand, som forstod at interessere sine Elever for mere end den knastørre Lærdom, og til gengæld høstede han en varm Hengivenhed, som fulgte ham langt ud over den enkelte Elevs Skoletid. - Skoleforeningen havde hans absolutte Interesse, og i »Skolekammeraten«s første Nummer begyndte han en Artikelserie, der varede i 4 Aar; det var et velskrevet Værk om Skolen og dens Personale, om Livet udenfor og indenfor Skolens Mure, en dejlig Fortælling fremstillet med Lune og tindrende Humør og værdig til at kendes af Eleverne af i Dag.
Det vilde blive en Gentagelse af Viceinspektørens ovennævnte »Østerrigsgades Skoles Historie« og af

en senere Artikelserie om Skolens Personale, som Johs. Damsgaard indledede, hvis jeg nu vilde begynde at nævne alle de Lærere og Lærerinder, der i Aarenes Løb har interesseret sig for os og bistaaet os med Raad og Daad. Jeg vil derfor nævne, at det var Sammenholdet paa Skolen og blandt dens Personale, der blev Symbolet for Elevforeningen og Trangen og Ønsket hos de unge om at knytte Baandene stærkere mellem Skole og Elev resulterede i 1927 i Oprettelsen af Østerrigsgades Skoleforenings Konfirmationsfond.
Konfirmationsfonden fik sine egne Love, og dens første Bestyrelse kom til at bestaa af: Skolens daværende Inspektør A. O. Larnøe, Ø. S.s Formand Johs. Damsgaard, Rich. Petersen. Harry Christensen og Ragnhild Schultzer. - Af Lovene fremgik det, at Fondens Formaal var: »at hjælpe værdigt trængende Elever i Østerrigsgades Skole med Konfirmationsudstyr eller Dele deraf. Fonden kan endvidere i den Udstrækning, Midlerne tillader det, yde Hjælp til Elevers Videreuddannelse o. l.«
Tanken vandt stor Tilslutning indenfor Foreningen, blandt Lærerne og Lærerinderne, Kvarterets Handlende og Elevernes Forældre, og Ø. S. har igennem Aarene haft megen Glæde af dette Barn, som den satte i Verden for at hjælpe og støtte smaa Kammerater paa den Skole, hvor de selv havde tilbragt en glad Barndom. (Fortsættes.)

Januar 1947
Jeg fortalte sidste Gang om Fondens Tilblivelse. Det var en stor og smuk Tanke, der blev ført ud i Livet; men mærkeligt nok var det, som om den bidrog til at ægge de ivrigste Sjæle inden for Ø. S. til bitre Stridigheder. Om det var »Barnets Opdragelse«, der gav Anledning til Uoverensstemmelserne, ved jeg ikke; men jeg har Indtrykket af en Uendelighed af Skænderier og Træden hinanden over Tæerne. - Dog, Fonden gik støt fremad, ledet af en haandfast Bestyrelse, og i Ø. S. skiftede Bestyrelser og Redaktører, indtil man fandt frem til rolige og mere stabile Forhold.
Men Tilgangen til Foreningen var af en eller anden Grund gaaet i Staa. Maaske har Medlemmerne haft nok i sig selv og et Stykke Tid ikke tænkt paa at trække nye Mennesker til Huse. I alt Fald gik det pludselig en Gang sidst i Tyverne op for Ø. S., at nye Medlemmer ikke af sig selv kom spadserende ind i Medlemsprotokollen, og man begyndte en kraftig Agitation i Bladet og paa Skolen for Tilgang. Særlig straalende blev Resultatet ikke i første Omgang; men da Medlemmerne begyndte at vandre fra Dør til Dør i Kvarteret - og ogsaa udenfor - for »personlig« at snakke Forening med »Emnerne«, da hjalp det væsentligt, -og Ø. S. blomstrede i Begyndelsen af Trediverne op til noget af det, man altid havde drømt om.
Jeg har tidligere nævnt, at Ø. S.s Interesser var mangfoldige, ja, de var undertiden saa mangfoldige, at man hurtigt tabte Interessen for eet for at hellige sig noget andet, der syntes mere spændende. Men de virkelige Værdier blev staaende; jeg tænker her

især paa Medlemsaftenerne paa Skolen og de mange Besøg paa storre og mindre Virksomheder og Institutioner.
Medlemsaftenerne havde og har og vil altid have en ganske særlig Charme; det betager enhver af os at faa Lov til at sidde i et Klasseværelse igen; man glemmer Livet udenfor de grønne Porte og lever igen i Barndommens glade Dage med Kammeraterne. Gamle Stridigheder glemmes, og man hygger sig og kommer igen atter og atter til disse Aftener. - De er dog saa enkelte og fordringsløse, men de virker samlende, og de har og vil utvivlsomt videre fremover i Foreningens Liv være Stedet, hvor Kernen af Medlemmerne kommer.
Programmerne er vekslende og alsidige og oftest arrangeret af en af Lærerne eller Lærerinderne fra Skolen. - Jeg mindes ofte en meget vellykket og interessant Aften paa Naturhistorieværelset. Man havde til den Aften »købt« en meget populær Foredragsholder - en forvoven Krabat -, som ikke skyede hverken Ild eller Vand. Aftenen var umaadelig fornøjelig, og efter »Forestillingen« fortalte vor Foredragsholder Alverdens charmerende Løgnehistorier, indtil han tilfældigt kom til at dreje sig om, maaske for at se, hvad Publikum han havde bag sig. Jeg glemmer aldrig hans Rædsel, da han knap en halv Meter fra sig saa - et Skelet. Selv for saa frejdigt og forvovent et Gemyt som hans var dette aabenbart for meget; han blev ligbleg, men fortsatte Samtalen. - Vi var nogle faa Stykker, der bemærkede dette lille Mellemspil, og vi blev ikke egentlig forbavsede, da han kort efter sagde Tak for i Aften. (Fortsættes.)

Februar 1947
Saa er der »Besøgene«. Ideen til dem er Rich. Petersens, og han tilrettelagde dem i mange Aar efter en ganske bestemt Plan. I Begyndelsen var det blot et Eksperiment; men det varede ikke længe, for det blev noget tilbagevendende, noget, der hørte Efteraars- og Vintersæsonen til. Hver Maaned havde sit Besøg, og Medlemmerne med Forældre og andre paarorende strømmede i Flokke til Mødestedet. Alle Vegne blev vi mødt med stor Venlighed, og alle Vegne var der en Masse at se og lære. Det var ualmindelig interessante Togter, og de tilfredsstillede til fulde den menneskelige Nysgerrighed. - Rich. Petersen førte sin efterhaanden store Flok rundt i hele Byen til kendte Fabriksvirksomheder, inden for i store Bladhuse, bag det kongelige Teaters Kulisser, til Telefonhuset, Børsen, Byens smukke gamle Kirker, i smaa Baade gennem Kanalerne, i større til Middelgrundsfortet, ind i Christianshavns romantiske gamle Gaarde, til Repræsentationslokalerne paa Christiansborg og til Teatermuseet i Ridefløjen, til Brandstationen og Redningskorpsene og mange andre Steder. Jo, vi fik set os om i de Dage, og Ø. S. blev værdigt repræsenteret udenfor Amagerlandets Grænser.
I November 1933 afgik Inspektor Larnøe ved Døden, og vor nuværende Inspektør Niels Hjelme blev pr. 1. Januar 1934 ansat som Inspektør ved Skolen. Det blev faktisk en ny - i alt Fald en i alle Maader forynget Skole - Hr. Hjelme overtog, idet Skolens Annex - Aulaen i Ungarnsgade - netop var ved at være færdig. Den blev indviet i Løbet af Aaret 1934, og samtidig var den gamle Skole blevet grundigt moderniseret.
Udvidelsen havde været imødeset med store

Forventninger af alle, der havde Tilknytning til Skolen, deriblandt naturligvis Skoleforeningen, som nu endelig fik et Lokale paa Amager midt iblandt Medlemmerne. Og man kan vist sige, at vi har benyttet Aulaen flittigt, saa meget vor Pengepung tillod. Der har været spillet Dilettantkomedier, og der har været afholdt udmærkede Foredrags- og Filmsaftener, og Agitationsfester for Foreningen og Fonden; men maaske kan det siges, at Salen er for stor for vort Behov, idet det jo selvsagt maa knibe for en Skoleforening paa fra 200 til 300 Medlemmer at skaffe Publikum til en Sal som Aulaen.
Men en Blomstringstid var det for Ø. S., og vi naaede efterhaanden frem til Foreningens 15 Aars Jubilæum i September 1936. Jubilæumsfesten blev, som alle vore Fester den Gang, afholdt i Sass' Selskabslokaler (nu Weber) i Linnesgade, og Festen fik en særlig Glans ved, at man ved denne Lejlighed udnævnte Viceskoledirektør Arild Sørensen og Viceinspektør H. Hansen Damgaard, vore trofaste og gode Venner, til Æresmedlemmer og overrakte dem Æresmedlemsbrevene under deres gamle Elevers staaende Hyldest. (Fortsættes) Inspektør A. O. Larnøe.

Februar udgave havde nr.9, og så strejkede Bogtrykkerne - i hvert tilfælde foreligger nr.12 Marts 1947 som nødtrykt dublikat uden andet indhold, end om den ordinære generalforsamling. Føst til nr.2, i Juli er der igen gang i trykkerierne, beretter redaktøren på forsiden.
Artikelserien fortsætter imidlertid først i Augustnummeret.

August 1947.
Naar man lægger to og to sammen, eller rettere naar man betænker, at Foreningen var naaet til 15 Aars Alderen, saa kan det ikke overraske nogen, at mange Medlemmer efterhaanden havde erhvervet sig nogle Smaarollinger, som ogsaa syntes at have et Krav paa Foreningens Bevaagenhed. Disse Ø. S.Spirer blev da ogsaa ydet en fin Service, idet Foreningen i 1936 opfyldte et længe næret Ønske om en Julefest for Børnene. Det var noget ganske nyt. Hidtil havde alt drejet sig om os selv, nu var det pludselig den yngste Generation; men det var en lykkelig Ide, og den blev gennemført i nogle Aar, just saa længe som Foreningens Kasse havde Midler, og det havde den kun indtil Krigen for Alvor ramte Danmark i 1940. - Jeg glemmer aldrig Generalforsamlingen hin 16. April 1940. Det var den samme lille Flok, som hele Tiden havde støttet og værnet om Foreningen, der den Dag kom for at tale sammen om de dybt alvorlige Begivenheder, vort Land var ført ud i, Begivenheder, som utvivlsomt ogsaa vilde lægge sine mørke Skygger over alt Foreningsliv. Det var en raadvild Flok, nøjagtig saa raadvild som hele Verden uden om os; men den

Dag som saa mange Dage for og efter fandtes der en stærk og malmfuld Undertone, der fortalte om den Kærlighed og Veneration, som disse gamle Drenge nærede for deres Skoleforening. Ja, det gælder naturligvis ogsaa Pigerne; men det har nu mest været Ø. S.-Drengenes Initiativ, der har baaret Foreningen, derom kan der ikke diskuteres.
Det har altid talt til mit Hjerte at høre Ordvekslingerne paa Generalforsamlingerne, selv midt i de voldsomste Ordstridigheder sporer man et Sammenhold saa fast og ubrydeligt, at man ofte undres over, at alle disse Mennesker faktisk vil det samme, og saa alligevel staar der og skælder hinanden frygteligt ud.
Men som Aarene er gaaet, er det gaaet op for mig, at saadan skal det være - i hvert Fald i Ø. S. - En Generalforsamling, der forløber uden Vrøvl og Spektakler og Bebrejdelser, duer ikke, nej, det er de store heftige Diskussioner, der afføder de bedste Resultater, saadan har det været, og saadan vil det vedblive at være, saa længe Foreningen eksisterer, og iøvrigt er det vist ikke noget Særkende for en Forening - specielt ikke for en Skoleforening. (fortsættes.)

December 1947.
Foreningslivet i Krigsaarene fra 1940-45 havde haarde Betingelser at arbejde under, idet Arrangementerne ofte ikke kunde gennemføres paa Grund af Spærretid, Lysrestriktioner og andre Vanskeligheder. Men alligevel voksede Foreningen i disse Aar. Tidligere havde det været meget vanskeligt at komme i Kontakt med de Elever, der forlod Skolen; de var bare 14. Aar og egentlig ikke i den Alder, hvor de selv syntes, at de trængte til at genopfriske Skoleminder; men nu havde Skolen jo faaet udvidet og skaffet Plads til Mellem- og Realskole for Drengene ogsaa, og dette kom Ø.S. tilgode. Der begyndte at komme en Strøm af Indmeldel ser fra udgaaede Realister af begge Køn, og ved Foreningens Sammenkomster vrimlede det nu med unge Ansigter, der syntes at befinde sig lige saa godt som de ældre.
Ganske vist var der - og er der - af og til lidt Skumlerier i Krogene, idet de yngre synes, at de -ældre laver Klikevæsen, og tænker ikke paa, at de selv gør det samme; de ældre synes, at de unge er - naa ja, meget unge, og de tænker ikke paa, at de selv har været det samme engang. Jeg kan saa roligt smile ad begge Parter, fordi jeg selv befinder mig midtvejs mellem Parterne og saaledes hører til i begge Lejre, og Smilet bliver maaske en Kende større, naar jeg tænker paa, at de er Elever af samme Skole og bundet til Foreningen med samme Baand.. Man har vel aldrig mærket det tydeligere end den Søndag Formiddag i Fjor, da Ø. S. fejrede sit 25 Aars Jubilæum ved en Reception paa Skolen. Ved den Lejlighed var saavel yngre som ældre Medlemmer repræsenteret, og det var den samme varme Undertone, der dirrede i Stemmerne, hvad enten det var den 40-aarige eller den 20-aarige, der talte for sin Skole og sin Forening.
Den Dag var for mig den smukkeste, jeg har oplevet i Skoleforeningen, og den gav rige Forhaabninger og Løfter om, at der altid vil være Folk, der staar parate til at føre Foreningen videre i den Aand, hvori den blev stiftet.

Jeg tror ikke, der er mere at fortælle om Østrigsgades Skoleforenings første 25 Aar. Jeg har forsøgt at fortælle om de Mennesker, der har betydet, særlig meget for Foreningen, om dens Interesser og om de forskelligartede Arrangementer, der har præget Livet i den.
De senere Aar er for nye til, at de kan danne Historie; der er saa mange Ting, der skal trækkes i Lave, og det kan kun Aarene fremover gøre. For mig ser det ud, som om Foreningen nu staar foran et Vendepunkt. Tidspunktet til, at de ældre Medlemmer skal trække sig tilbage fra Ledelsen og overlade :den til de unge, synes at være inde. - Jeg vil blot haabe. at den yngste Generation vil værne om Foreningen paa samme Maade som den ældre har gjort, og jeg vil haabe meget stærkt, at den ældre Generation vil holde fast ved deres Forening og sammen med Ungdommen bidrage til, at den bliver det Samlingssted, hvor alle Aargange af Østrigsgades Skoles Elever kan mødes baade i Nutid og Fremtid.

Alice Nielsen.
artikler i "SKOLEKAMMERATEN"
november 1946 - december 1947.

Saa er Østrigsgades Skoleforenings Historie gennem 25 Aar slut - desværre maa man sige. Vi var mange, der gerne havde set, den havde kunnet fortsætte, for hvor har den været velskrevet og interessant. Naar man læste Artiklerne, blev det hele levende for en - Tider, Mennesker og Episoder stod lyslevende. Det har ikke været nogen let Opgave, men den er klaret med Bravour, og vi siger Frk. Alice Nielsen saa inderlig Tak for de gode og hyggelige .Stunder, hun igennem Artikelrækken har skænket os allesammen.

Hjertelig Tak: Wm. Bilborg..
i "SKOLEKAMMERATEN" december 1947.

OCR-scannet 2004.

Fra "Meddelelser til hjemmene" 15. april 1956.

JUBILÆET.

        Skolen stod længe i jubilæets tegn. 50-året blev fejret ved en række fester: den mere officielle torsdag den 5. april med opførelse af festkantaten og med taler af skolemyndighederne.
        Forældrenes aften den følgende dag (gentagelse af kantaten - sang af forældrekoret og "Henrik og Pernille" som et festligt punktum) Og mandagens møde med gamle elever - en så stor tilstrømning, at der måtte fortsættes tirsdag aften. Jo, jubilæet blev fejret.
        Kantaten med sine dybe og alvorlige ord understreget af skønne toner blev festernes midtpunkt.
        Et morsomt indslag i de gamle elevers fest fandt sted, da Christian (udgået 1912) - overrakte inspektøren sit flidspræmieur med et "Tak for lånet" og derefter sin karakterbog. Begge dele vil nu blive opbevaret i skolens arkiv, som et minde fra den første tid.

Samme aften fik skolen overdraget Østrigsgades Skoleforenings gamle fane. Den skal nu være med ved skolens fester og andre højtideligheder.
De tidligere elevers store fremmøde viste, hvor stærkt disse føler sig knyttet til deres gamle skole. Mange spurgte, om man ikke kunne genoplive skoleforeningen; glæden ved at se tidligere klassekammerater og lærere har været stor. Det er derfor blevet besluttet, at skolen skal søge at bevare kontakten med de udgåede elever. Om dannelse af nogen egentlig forening, biiver der ikke tale, men skolen vil holde åbent hus den første lørdag i oktober. Pa disse aftner skal man samles i aulaen til en kort underholdning for derefter at bænkes omkring kaffebordene i gymnastiksalen. Adgangskort vil kunne købes på skolen fra midt i september, og man har sat prisen til 2,50 kr., der antagelig vil kunne dække udgiften til kaffe, brød, tryksager o.l.

Den ovenfor omtalte fane har været knap så gammel som skoleforeningen, for selv om der ikke i arkivalierne endnu er fundet optegnelser over anskaffelsen, vidner en notits i "Skolekammeraten" september 1949 om at den er resultatet af den gamle gardes sidste anstrengelser for at holde liv i foreningen.

Desværre mangler netop det efterfølgende blad i samlingen, så beretningen fra begivenheden savnes.

Ny bruger?

Brugernavn:

Adgangskode: