Min farfar Georg købte villaen omkring år 1917 af manden som byggede huset i 1882. Før den tid lå der en porcelænsfabrik på grunden, der blandt andet lavede dukkehoveder.

Min farfar kom ud at sejle som 14årig og fortsatte med at sejle i 15 år, hvor han blandt andet var topgast. Topgasterne var dem, der kravlede helt op i toppen af masterne og bjærgede sejlene, også når vejret var meget hårdt. De gik op i alt slags vejr med de store "Windjammer" sejlskibe, Clippere som kun gik for sejl uden motor. De sejlede på Kina og fjernøsten til Europa med bl.a. krydderier og the og skød en fantastisk fart, når vinden var i det rigtige hjørne.

Da jeg blev født, boede mine forældre i stueetagen i FG og min farmor og farfar på 1. sal. Mine forældre overtog huset, efter at min farfar døde. Efterfølgende arvede jeg huset efter mine forældre, som døde i 1975.

FG er en jordgade, der i mange år var en sidegade til Holmbladsgade. Mange af de gamle huse i FG blev nedrevet omkring1965. I den forbindelse blev udkørslen til Holmbladsgade lukket af, idet der blev opført en stor gul bygning, hvor Brugsen havde til huse. Så selv om folk boede i samme kvarter, var der Georg tager på havet ca. 1896 ikke mange som vidste, hvor FG lå.

Bygherren ville også nedrive FG 9, så der kunne bygges en lang boligkarré strækkende fra Eliasgade til Holmbladsgade. Mine forældre satte sig imidlertid imod nedrivningen, da de var tilfreds med at bo i villaen, der ligger centralt til city og strand. Så selvom de blev tilbudt et pænt beløb for villaen, ville de hellere blive boende. Det blev bygherren stødt over og truede mine forældre med, at ind- og udkørslen til FG ville blive helt lukket af, så de måtte tage en helikopter for at komme frem og tilbage. Dette kom bygherren dog ikke igennem med, og der blev derfor etableret en udkørsel ved Hessensgade 15 til de fem resterende huse i FG. I 1970érne blev der yderligere revet tre huse ned, således at der nu kun står FG 5 og FG 9 tilbage.

Min farfar var en af de første vognmænd, som fik bevilling til taxa-kørsel. Når min farfars taxabiler kom hjem om natten, stod han op kl. 5 og vaskede bilerne med en meget kraftigt vandstråle. Hvis min farmor ikke kom hurtigt nok ud af sengen, rettede han vandstrålen mod deres soveværelses-vindue, og så kom hun ud af fjerene for at støvsuge og rengøre bilerne indvendigt. Det stod på hver morgen - også om søndagen. Bilerne var altid pinligt rene indvendigt og udvendigt, og det smittede af på hans fire sønner, da de blev taxa-chauffører. Så der var meget taxa-kørsel og bilvask i FG. Derfor var der bygget seks garager og et værksted til villaen i no. 9. Det ville derfor være en fadæse, hvis FG var lukket af, så taxa-bilerne ikke kunne køre ud og ind til FG.

Det var spændende, når chaufførerne skiftede om eftermiddagen. I min farfars tid var der hans sønner, og der var altid to chauffører mere til afløsning. Det var en ”lov”, at den ankomne chauffør kontrollerede olie-og kølevandstand hver eneste dag. Blev det glemt en gang, var det næsten fyringsgrund.

Mange reparationer lavede man selv i FG. Min far var udlært mekaniker hos Ford, C.H. Christiansen, og indtil den første Mercedes kom i 1956-57, kørte man Ford. Min farfar elskede selv at køre, og han havde svært ved at skifte sin Ford A ud, selvom den blev mere og mere forældet. Han sagde, at man ikke kunne sidde på trinbrættet af de andre biler, når man ventede på kunder om sommeren. Senere kom der så to stk. Ford V 8 til.

I værksteds-skuret stod ofte en ekstra hovedrepareret motor, som min far havde repareret, og når en motor stod af, og det skete meget oftere end i dag, skiftede de selv motoren. Der blev rejst en trefod med spil, og den defekte motor blev hevet ud og en reparerede lagt i, og det hele blev skruet sammen ude i en af garagerne og i gården. Min farfar og min far var i fuld gang til langt ud på natten. Bilen skulle hurtigt ud at tjene penge igen.

Der var også et kæmpe garageanlæg til taxaer ved Vermlandsgade, hvor min far af og til parkerede hans taxaer. Men for det meste var det nemmest at parkere i FG, når der var chaufførskift, og når bilerne skulle repareres.

Min far begyndte allerede så småt at køre taxa som 14årig. Der var jo slet ikke den samme trafik på gaderne i 1930erne, som nu om dage. Han var også en meget hjælpsom person. Hvis han så nogen fra familien eller bekendte på gaden, når han var ude at køre, så tilbød han altid at køre dem hjem. Han sagde ofte, at man skal være mod andre, som man ønsker, at andre skal være mod en selv.

Han købte altid røde Mercedes-biler og holdt bilerne i perfekt stand. Så det var ofte ham, som blev kaldt ud fra Taxas telefoncentral til særlige begivenheder, når der skulle køres for brudepar og des lignende.
Han havde for vane at sidde med hovedet på skrå, når han kørte, for at lytte efter om der kom den mindste mislyd fra bilmotoren.

Der var altid nok at tage fat på, da det var en ældre villa, der skulle vedligeholdes tillige med alle garagerne, gårdspladsen og det tilhørende private vejareal, der skulle holdes fri for sne og blade.

Chaufførerne blev ofte inviteret til kaffe og kage i køkkenet af min mor, når der var chauffør-skift. Så sad jeg ofte på køkkenbordet og hørte på alle de sjove historier, som chaufførerne fortalte fra deres hyrevognskørsel.

Min mor var en dygtig husmor og sørgede for regnskabet i vognmandsforretningen. Så det var et rigtigt familieforetagende.
En af chaufførerne var den berømte fotograf Viggo Rivad, som tog mange gode billeder fra min fars hyrevogn, og som også har taget flere billeder af de gamle huse i FG.
Mange af hans billeder er blevet udstillet på museer og kan ses i hans bøger.

Der var ofte sammenkomster og familietræf i FG, hvor der blev snakket en del om min fars og mine onklers oplevelser i taxaerne, når de nogen gange havde kørt med berømtheder.

Min far og hans ene bror var også i Taxas bestyrelse, og min far var i Taxas vognudvalg og skulle tjekke, at vognmændene vedligeholdt deres Taxaer. Så det var næsten en dødssynd, hvis en i familien havde kørt med en Taxi i stedet for en Taxa.

Min far blev indkaldt til militæret under 2. verdenskrig og var frihedskæmper i Holger Danske Gruppen.

Han og hans brødre lavede skydeøvelser under krigen i garagerne i FG og kørte taxa-kørsel for modstandsbevægelsen.

Min far og en af hans brødre blev taget til fange og interneret i Sandholmlejren, men de kom heldigvis levende igennem det.

Der var mange fattige børnefamilier i FG. Når min farmor så at et af børnene manglede sko, købte hun sko til dem, og det skete at min farfar havde købt en stor pose appelsiner, men der var ingen tilbage, når han kom hjem. De var uddelt til børnene på vejen hjem ad FG.

Min farfar blev kaldt kronprinsen af FG, og der er ingen tvivl om, at farfar var en rig mand i forhold til alle andre i gaden. Der var mange fædre, der drak lønnen op, og konerne blev ofte hjulpet af min farmor.

Min farmor og farfars ordsprog var: Det er bedre at være kongen af FG end røven af Gentofte.

De fleste huse i FG var i dårlig stand, og mange steder var der toilet i baggården. Der boede mange store familier i små to-værelses lejligheder. Så det var trange kår for mange i gaden, og mange af husene var bestemt nedrivnings værdige.

I min barndom kom der af og til lirekassemænd, klunsere og gadesælgere i gaden. Min farfars familie stammede fra svenske sigøjnere ved Tomelilla, der vandrede på landevejene og tog med omrejsende cirkus. Min farfar og hans sønner var derfor helt sorthårede. En af min farfars brødre var klunser og kom jævnligt og bankede på døren for at sælge skosværte og snørebånd mm. Min mor kunne ikke nænne at afvise ham, og vi havde derfor en hel skuffe fuld med sværte og snørebånd.

Min farfar fortalte desuden, at han var granfætter til Charles Lindbergh, den første som fløj over Atlanten. Det var måske fra den gren af familien, at min far og farfar havde det mekaniske snilde.

Min far og hans brødre kom også meget på Kløvermarken, hvor der foregik meget prøveflyvning. Der fik de lov at køre med på understellet af flyene ud til, hvor flyene vendte op mod vinden og derefter startede op for take-off.

Min mor stammede derimod fra Nordjylland, Gatten Hede, hvor det var et kristent trossamfund. Hun var helt lyshåret. Så det var to modsætninger der mødtes og blev gift.

Jeg havde en del små venner og veninder i gaden. De syntes jo, at det var fantastisk, at jeg havde min egen sandkasse og gynge, og at jeg kunne klatre i træer, cykle, spille bold, spille badminton, hinke, sjippe og gå på stylter uden at blive forstyrret af gadens øvrige beboere.

Af og til havde os børn i FG ”gadekamp” mod børnene i Bremensgade, hvor vi brugte sten og des lignende som kasteskyts.

Der var desuden små genveje gennem huse til Hessensgade og Bremensgade, hvor det var spændende at færdes som barn.

Nogen gange løb os børn til Lergravsparken, hvor der var en legeplads med vipper og gynger og gamle bunkers, hvor vi løb op og ned af bakkerne. Jeg havde en ret god og fri barndom.

Omkring 1960 havde vi kun en taxa tilbage i FG, da min far syntes, det blev nemmere kun at skulle tage sig af en hyrevogn. Derfor havde vi så flere ledige garager, der i stedet blev udlejet til de omkringliggende små erhvervsdrivende. Det var både ismejerimanden, grønthandleren, kioskmanden, snedkeren og isenkræmmeren, som lejede garage hos os.


Da de omkringliggende gamle huse med butikker blev nedrevet i 1965, valgte mine forældre ikke at udleje garagerne mere.

Efter at mine forældre døde, blev jeg gift og fik tre børn. Det havde altid været et koldt hus at bo i, da der ikke var isolering i gulvet, men vi var vant til at tage en ekstra trøje på, og vi var aldrig forkølede.

Min mand blev imidlertid syg, da børnene var mindre, og jeg kunne ikke magte at passe børn og være på jobmarkedet samtidig med at skulle vedligeholde huset.

Derfor valgte jeg med sorg i hjertet at sælge huset til en tagdækker i 1997. Han rev tre af garagerne ned, malede huset rødt og lagde et nyt flot tag på huset.

Dagen før jeg skulle overdrage huset til tagdækkeren, var der skybrud over København om aftenen. Da vi kom ud af huset næste morgen, var der pludselig blevet så lyst i gården. Det viste sig, at lynet var slået ned i pæretræet, der ellers stod midt på gårdspladsen. Det var nok et af de højeste pæretræer i København.

Min farfar havde plantet træet til mig, da jeg var lille. Pæretræet lå hen over gårdspladsen med roden opad, og trækronen liggende over værkstedet mod naboens hus. Heldigvis var der ikke sket nogen materiel skade, og den nye ejer ville benytte træet til hans arbejde som tagdækker. Så jeg slap for omkostninger med bortskaffelse af træet. Det var en mærkelig oplevelse, og det var som om, det var et sidste farvel fra min farfar og huset i FG.

Du kan også læse om mine skoleerindringer under ”Erindringer” på:

http://www.kbharkiv.dk