Selv om overlærer Ellen Schæbel på grund af alder forlod skolevæsenet i 1960, efter 42 års virke ved Østrigsgades Skole, hørte hun dog stadig til her. Lige til det sidste bevarede hun sin stærke interesse for skolen, og som hun sammen med sin mand de mange år igennem altid var mødt op til skolens arrangementer, det være sig børnenes forestillinger, fester for kolleger eller den årlige septembersammenkomst for udgåede elever, således fortsatte hun også efter sin afsked ganske selvfølgeligt at være til stede på »Gamle elevers aften«, og tilmed besøgte hun os på læerværelset hver den sidste tirsdag i måneden for at holde spisefrikvarter med os og med andre af skolens tidligere medarbejdere. Ingen tænkte tirsdag den 30. januar, at det skulle blive sidste gang, vi havde besøg af fru Schæbel.
Ellen Schæbel, der i en periode var vor udmærkede lærerrådsformand, var en særdeles dygtig underviser i det hele taget. Hendes yndlingsfag var dog utvivlsomt engelsk. Halvandet års ophold i England og en faglærereksamen i sproget var det sikre grundlag, hvorpå hun byggede sin kyndige og fornøjelige undervisning.
Ellen Schæbel levede et rigt liv i familie og på skolen.
Æret være hendes minde.
Lærerrådet ved Østrigsgades Skole.
(fra Årsberetning 1972-73)
Ellen Schæbel f. Nordbek * 8.10.1890 † 7.2.1973
Einar Schæbel * 23.4.1895 † 11.2.1985
Lærerparret hviler i familiens gravsted nær ved Søren Kierkegaards på Assistens Kirkegård.
Margot, der havde Einar Schæbel som lærer i fysik og kemi i 1940erne skriver:
Jeg var bestemt ikke gode venner med fysiktimerne. Og helt galt gik det, da vi på et senere tidspunkt skulle beskæftige os med Kemien. Ved kemiforsøgene lykkedes det mig aldrig at få det resultat frem i reagensglasset, som min fysiklærer havde forventet.
Schæbel havde altid et blink i øjet, gjorde ikke forskel på den gode og den dårlige elev. Når vi fik læst karaktererne op, og han nåede til mit navn, sagde han: »Margot svarer til sit navn« (jeg fik godt). Først da vi nåede IV. mellem og Realen, vågnede jeg op, da det begyndte at handle om jorden, månen, solen og stjernerne. Vi fik lov at diskutere universets tilblivelse, og min i forvejen svagt vaklende tro på det, som jeg havde lært i religionstimerne hos viceinspektrice frk. Jørgensen, fik et yderligere knæk. Ordet var frit i de timer! Vi fik lov at komme frem med vore meninger. Det var første gang, jeg opdagede at man kunne diskutere sig frem uden at blive uvenner, eller kaldt til orden.
Da vi ved Realeksamens afslutning fik vore eksamensbeviser udleveret, turde jeg ikke lukke min kuvert op, fordi jeg frygtede at se mit resultat på tryk - uden egentlig at vide noget om det i forvejen.
Einar Schæbel gik hen, og tog kuverten og lukkede den op, og lykønskede mig med det flotte resultat. Jeg fik mg ./. Jeg er sikker på, at han også havde kaldt det et fint resultat, hvis jeg havde opnået et lavere gennemsnit. På grund af hans ord, gik jeg ud af skolen, tilfreds og stolt af 10 års arbejde. |
LPS 
